Misbrugsnets E-gruppe startede d. 25/3/02 på initiativ af Liese Recke. Hun har siden lagt et kæmpe arbejde i at være moderator af E-gruppen, som efterhånden voksede sig stor med mere end 600 medlemmer. Formålet var at facilitere debat og vidensformidling omkring misbrugsbehandling, misbrugsforskning og forebyggelse i Danmark, og målgruppen var professionelle behandlere, beslutningstagere, formidlere og forskere.
Liese skriver bl. a. i sin sidste mail i E-gruppen, at den fungerede
" ...i en tid inden sociale medier og udviklingen i den digitale kommunikation tog den rasende fart vi ser i dag. Men som alle har bemærket, så er aktiviteten dalet betragteligt de senere år. Nu er det tid til at lukke og slukke. Jeg siger tak til alle som har deltaget igennem årene; der har været mange fine diskussioner og informationsdelinger gennem tiden. Jeg sletter gruppen pr. 1. december 2014."
Kære Liese,
Det er os, der takker, både for initiativet og det tålmodige arbejde gennem næsten 13 år.