Bruce Alexander

Af Liese Recke med tak til Helle Dahl for oprindeligt manuskript til artikel om rotteparken.

Bruce Alexander er internationalt nok mest kendt for sit klassiske eksperiment kaldet ”Rat Park”. I slutningen af 1970erne var han ansat ved British Columbia's Simon Fraser University i Canada, og som psykolog følte han sig udfordret af de videnskabelige forsøg, hvor man anvendte laboratorierotter til at illustrere afhængighedspotentialer af illegale rusmidler. Dengang som nu udgjorde forsøg med dyr i små bure en væsentlig del af grundlaget for forskning om afhængighed og data herfra bidrager ikke mindst til den biologisering af addictionsbegrebet, der fortsat i en lind strøm eksporteres fra USA til resten af verden.

Men psykologen Bruce Alexanders udgangspunkt var netop spekulationer over i hvilket omfang de gængse forsøg med rotter i  metalbure havde betydning for de opnåede resultater. Hvad ville der ske, hvis man installerede dem i behagelige og stimulerende omgivelser? På baggrund af sine spekulationer indrettede han Rat Park, et 19 m2 (200 gange større end et standardbur) veltempereret og rent miljø, hvor de 16 – 20 rotter af begge køn havde rigelig adgang til mad, aktiviteter og udfordringer, heriblandt mulighed for at grave gange, bygge reder og parre sig og hvad et rotteliv ellers måtte bestå i. Alexander gik så vidt, at han udsmykkede væggene med naturscenerier i form af påmalede træer, søer, bjerge, skyer mm.. Derudover installeredes to dispensere – den ene indeholdende morfinopløsning, den anden vand. Og så var det blot at afvente om og hvor hurtigt rotter under disse forholdsvis optimale forhold ville udvikle afhængighed af morfin? Det gjorde de bare ikke sådan frivilligt. Derfor gik Alexander over til mere direkte metoder og begyndte at tvangsfodre rotterne med morfin, men selv efter 2 måneder valgte rotterne det friske vand, når de fik mulighed for det. Dog udvistes der tegn på abstinenssymptomer, men i relativt mild form. Alexander gav ikke op, han blandede sukker i morfinopløsningen, hvilket stort set blev ignoreret, selvom rotter har en sød tand. Først da han miksede Naloxone (der ophæver opiaternes virkning) i den sukkersødede morfinopløsning, drak de det. Uanset hvad Alexander afprøvede viste det sig gang på gang, at rotterne foretrak almindeligt postevand.  I et sideløbende kontrolstudie under ”normale” laboratorieforhold valgte rotterne imidlertid konsekvent morfinhanen frem for vandhanen, og de mængder, de indtog, var 20 gange større end hvad rotterne i det naturindrettede miljø havde indtaget, når vandhanerne var lukkede.

Alexanders resultater – altså, at understimulerede rotter vil søge trøst i opiater, mens tilfredse og velstimulerede rotter helst undgår dem – modsiger altså på ret så markant vis de veletablerede og dominerende forståelser af hvordan afhængighed udvikles. Hans forsøg blev dog ikke hilst velkomne hverken i forskerkredse eller andre steder, endsige søgt overført til forståelsen af afhængighed blandt mennesker med afhængighedsproblemer. De to store videnskabelige tidsskrifter “Science” og “Nature” afviste at publicere Alexanders forskning, hvorefter tidsskriftet”Psychopharmacology”, som dog ikke havde samme status som de førnævnte tidsskrifter, accepterede hans første artikel om ”Rat Park”.  Artiklen gav ingen anledning til videnskabelig debat eller spørgsmål. Senere studier som f.eks. det som blev publiceret i Pharmacology, Biochemistry and Behavior  i 1989 af forskerne Bozarth, Murray and Wise bekræftede de resultater som Alexander havde fundet i sine første eksperimenter, men heller ikke disse fund medførte debat.  Efter eksperimenterne med Rat Park havde Alexander ønsker om at afprøve sine teorier med mennesker i stedet for gnavere, hvilket dog ikke syntes umiddelbart realistisk, men han kom så i tanker om at civilisationen allerede havde bidraget med en række naturlige eksperimenter. Han begyndte derfor at interessere sig for eftervirkninger af kolonialisering af en række oprindelige folkeslag, og han opdagede at afhængighedsbegrebet var så godt som ukendt i de fleste uforstyrrede oprindelige folkeslag. Til gengæld manifesterede afhængighedsproblemerne sig i massivt omfang i kølvandet på den fragmentering og opsplitning som kolonialiseringen af de oprindelige kulturer medførte. Erkendelsen heraf førte ham videre til hypotesen om relationen mellem manglende social sammenhængskraft, mening og kulturel kontinuitet og udviklingen af afhængighed.

I 2008 kom udgivelsen af den bog, der må betegnes som Alexanders hovedværk, bogen ” The globalization of addiction: A study in poverty of the spirit”. Heri udkaster Alexander en samlet teori om afhængighed som et fænomen, der hænger tæt sammen med socioøkonomiske og kulturelle samfundsforhold, og han argumenterer på baggrund af et historisk perspektiv for nødvendigheden af en ny og grundig begrebsafklaring. Ikke mindst på baggrund af de  forskelligartede kriterier afhængighed aktuelt diagnostiseres ud fra i de to mest anvendte diagnostiske systemer, DSM-4 og ICD-10 . Alexanders påpeger at manglende professionel konsensus og ringe differentiering mellem kvalitativt forskellige former for afhængighed medfører forvirring og frustration, og gør det vanskeligt at føre en saglig debat om hvordan afhængighed kan forstås og håndteres, uanset om det skal ske på social eller individuel basis.

På den baggrund vier Alexander et kapitel i sin bog med forslag til ikke mindre end 5 nye addictionsbegreber, karakteriseret af historiske og genstandsbestemte kategorier. Det er af særlig interesse at Alexander trækker begrebet dependens ud fra afhængighedsdefinitionen med den begrundelse at dependens betegner en type af afhængighed som ikke genererer det som Alexander benævner en ”addictiv” livsstil, men som tværtimod kan være – eller opleves som en forudsætning for en normal og socialt upåfaldende livsførelse. Som eksempler nævner Alexander tobaksrygning og ”afhængighed” af smertemedicin. Den type af afhængighed, som Alexander er optaget af, er ikke afhængighed af rusmidler som sådan, men i sin forståelse af det, som han benævner addiction3 inddrager Alexander alle typer af adfærd som ”kendetegnes ved at være besættende og altopslugende og som medfører negative konsekvenser for det enkelte menneske eller omgivelserne. Han går endda så vidt som til at inddrage ”afhængighed” af fundamentalistiske ideologier med destruktive målsætninger, som det for eksempel ses i tilfældet med fanatiske selvmordsbombere.

Den vigtigste pointe i bogen er at addiction bedst forstås som enkelte menneskers håndtering af en særlig livssituation, som af Alexander benævnes ” dislocation”.  Ordet dislocation kan muligvis oversættes som fremmedgørelse, men hos Alexander får begrebet dislocation en særlig betydning idet det kobles med en omfattende kritik af den sociale fragmentering, der sættes i forbindelse med udbredelsen af et frit verdensmarked, senkapitalismens menneskelige omkostninger så at sige. Dislocation ses hos Alexander som det modsatte af psykosocial integration. Alexander hævder at afhængighed bør ses som en effektiv hånderingsstrategi overfor den smertefuld psykisk tilstand der følger af individets afkobling fra slægtsfællesskab og samfundsmæssig mening og sammenhæng. Samtidig peger Alexander på at bestemte aspekter af globaliseringen medfører fremmedgørelse (dislocation) hos flere og flere mennesker. Derfor ser vi på globalt plan flere og flere mennesker som udviser adfærd, som i en eller anden forstand kan defineres som ”addictiv” og han spår en stigning i afhængighedsrelaterede problemer i fremtiden i takt med globaliseringens udbredelse.

Bruce Alexander besøger Danmark og Norge i september 2010, hvor der vil blive afholdt enkelte workshops og gæsteforelæsning på Selskabets Kliniske konference.

http://www.fead.org.uk/event.php?contributorid=27

www.globalizationofaddiction.ca

Bogen "The Globalization of Addiction" kan købes på amazon.com