"Du skal fandeme ikke kalde mig narkoman!" råbte Lars mens han sprang på halsen af Jan og forsøgte at kvæle ham.

Alle blev stille omkring bordene, kaffekopperne svævede i en kort stund i luften og alles blikke vendte sig undrende mod Lars.

Den hyggelige mandagmorgen stemning, som næsten kunne få en til at tro, at vi befandt os i en af kvarterets caféer eller bagerbutikker, var lige pludselig forsvundet for at afsløre den rå virkelighed...Dette var et misbrugscenter og folk stod ikke i kø for at købe et wienerbrød eller en kop kaffe men for at få deres daglige metadon.

Narkomaner, det var de alle sammen, ikke mindst Jan, og mange af dem havde været det i så lang tid, at de næppe kunne huske at de nogensinde havde været andet. Og hvad angår Lars var han synligt skæv, var blevet rullet af sin kæreste, kunne ikke få metadon på trods af gentagne forsøg og havde en dag med nedtur i udsigt... hvis man ikke på dette tidspunkt kunne kalde ham for narkoman, så kunne man lige så godt fjerne det ord fra ordbøgerne. Men pudsigt nok var det ikke alle disse problemer der fik ham til at eksplodere, - på en måde var de til at holde ud, hvad kunne man ellers forvente af en mandag morgen-, men at blive kaldt narkoman, nej, det ville han i hvert fald ikke finde sig i.

Måske var det tilfældigt, måske var det bare en dårlig undskyldning for at komme ud med sin frustration. Men kiggede man på situationen som den var kunne man ikke undgå at se, at selv for en aktiv misbruger var ord vigtigere end stoffer.

Og Lars´ råb var så meget desto mere meningsfuldt for mig som at det svarede til et besværligt spørgsmål jeg gang på gang er stødt på i mit arbejde : "Hvad skal vi kalde dem vi arbejder med ?"

Ikke fordi der mangler betegnelser, men lige meget hvilket ord man anvender har man som regel den fornemmelse at man siger for lidt eller for meget og ikke kan ramme den rigtige mening.

Klient, som er meget praktisk , har den ulempe at være stigmatiserende ( man kan næsten ikke sige klient uden samtidigt at tænke på "klientisering") og alt for meget præget af socialrådgivernes sprog.

Patient lyder som en bekræftelse af at man betragter misbrug som en sygdom, hvad man end mener det er.

Narkoman (og i mindre omfang stofmisbruger), virker på de fleste som på Lars, d.v.s. snarere som en fornærmelse end som en neutral betegnelse, og faktisk bliver ordet måske af den grund, meget ofte brugt med afdæmpende biord som f. eks. i "jeg er ikke narkoman" eller " en clean-narkoman". Selvfølgelig er der de Anonyme Narkomaner som har valgt det ord for at betegne sig selv, men alligevel er det tankevækkende, at de som har valgt at bruge ordet narkoman, har skyndt sig at tilføje, at de helst vil forblive anonyme !

Bruger, er i sidste ende det ord, som ser ud til at være det mest anvendelige. Det er tvetydigt nok til både at virke normalt, ved f. eks at henvise til begreber som brugerinddragelse og, hvem ved, måske brugerbetaling - og så samtidigt rent sprogligt ay ligge tæt på misbruger. Og så er det det ord Brugerforeningen har valgt . Og dog, på trods af disse kvaliteter kan man alligevel ikke undgå en følelse at man prøver at fortie noget ved lige præcis at kalde dem for brugere som har et problematisk forhold til forbrug.

1

Men kan man virkeligt undre sig over at det er så svært at finde en passende faglig betegnelse, når man tænker på hvor svært det er at definere hvad stofmisbug er.

Leder man i bøger efter en definition finder man f. Eks hos M. Hesse "Modeller af misbrug og afhængighed kan tegnes på et kontinuum fra det rent neurofarmakologiske og genetiske over psykologiske modeller til antropologiske og sociale modeller". Og i P. Eges bog om stofmisbrug kan man som den første sætning læse "Stofmisbrug er et uhyre komplekst, kompliceret skræmmende, fascinerede socialt og/eller samfundsmæssigt og/eller medicinsk og/eller biologisk og/eller politisk problem. Og måske er det det hele på en gang- vælg selv!"

Og at vælge selv er lige det misbrugsbehandlere gør. Enten vælger de at opfatte misbrug næsten udelukkende fra den ene synsvinkel, eller i bedste tilfælde begrænser de sig til at konstatere, at definering af misbrug er et kompleks og multifaktorielt spørgsmål, og at overvejelser omkring misbrugsdefinition ligner noget i retning af metafysiske spekulationer.

I praksis bliver dette spørgsmål p.g.a dets besvær så ofte undervurderet og i stedet for kommer vi til at prioritere "tekniske" behandlingsmæssige spørgsmål, måske med den tro, at hvis man finder den rigtige metode, værktøj eller medicin, vil problemerne angående definering af misbrug løse sig selv.

Men efterhånden er det blevet mere og mere synligt for mig, at en meget stor del af behandlingen faktisk foregår omkring definitionsspørgsmålet. Det er tydeligt at misbrugerne i behandlingen hele tiden søger et svar på hvad det er at være misbruger, en model for at forstå sig selv der hvor de opfører sig fuldstændigt uforståelig. Man skal ikke være psykolog eller være i besiddelse af et tredje øre for at høre dette spørgsmål gentage sig hele tiden.

Åbner man f. eks. det sidste nummer. af Stof kan man læse udsagn som "Jeg var stofmisbruger, før jeg nogensinde rørte stofferne" eller " Mænd var et af mine stoffer" eller "Udsat for meget konfronterende og massive påvirkninger er misbrugeridentiteten blevet uanvendelig, men alternativet ikke opnået". Kan man læse dette på en anden måde end som forskellige svar på spørgsmålet " hvad er misbrug ?"

Er man misbruger lige meget om man er eller ikke er på stoffer? Og er man det i samme grad hvis det drejer sig om heroin eller om kærester ? Er det et problem man har eller er det en del af ens personlighed ? Alle disse tanker er nogle forsøg på at forstå hvad det drejer sig om i misbrug og hvordan man skal forholde sig til det.

Også i terapiforløb har jeg altid erfaret, at spørgsmål angående misbrugets væsen, og "er jeg eller er jeg ikke en misbruger" regelmæssigt kommer på tale. Det kan f.eks. være personer der undrer sig over, at de ikke længere er så vilde med stoffer og spørger -næsten fortvivlet - " Hvis jeg ikke længere er en narkoman, hvad er jeg så?" Andre som kan huske at "Dengang jeg havde et arbejde og et familieliv var mit forbrug det samme, men ingen betragtede mig som misbruger. Jeg var.." håndværker, pædagog, mor eller hvad de nu var"

Ikke at forglemme de lange diskussioner og overvejelser omkring temaet "er jeg bruger, er jeg misbruger eller er jeg narkoman ?" hvor misbrugerne kan vise sig at være meget følsomme over for uanede sprognuancer.

For mig at se er disse spørgsmål altid vigtige, fordi de ikke kommer (som nogle kunne tro)

for at benægte virkeligheden, men tværtimod for at afsløre den bag klicherne.

2

I denne sammenhæng befinder essensen af behandlingsarbejdet sig i vores evne til at støtte brugerne i deres overvejelser omkring misbrugets natur, i vores evne til at tilbyde dem nogle svar eller godkende deres egne.

Man kan således beskrive behandlingen som "at foreslå definitioner", eller "at forholde sig til definitioner". Det er definitioner der danner rammen for behandling og behandlingsmål. I sin mest enkle form kan det betyde, at hvis man f.eks. mener at misbrug er en tilstand hvor man mangler struktur, vil man mene at den rigtige behandling er at give misbrugere en meget struktureret hverdag. Har man derimod den opfattelse, at misbrug er en kronisk sygdom, vil behandlingen gå ud på at forsøge at mindske misbrugsudbrud igennem hele livet.

Eller mener man som P. Ege og M. Hesse, at misbrug er et meget komplekst problem, og endda måske er sammensat af grundlæggende forskellige problemer...så kan man bruge det spillerum den definition giver til at opfordre misbrugeren til at finde ud af hvad det er for et problem misbrug er for ham.

At overvejelser omkring definition har alvorlige konsekvenser kan man få indsigt i ved at læse Liese Reckes artikel "Noget om at være synlig..."(i Stof nr.3) ,hvor hun skriver : "Den måde, vi opfatter os selv på hænger selvfølgelig sammen med, hvordan omgivelserne definerer os" og argumenterer videre, at alt det der ikke passer i denne definition nemt kan blive fortrængt eller "usynlig", selv om det drejer sig om størstedelen af ens liv.

Selvfølgelig kan man sige at behandlingen som regel sker på bekostning af en del af misbrugerens liv( den famøse misbrugeridentitet, man skal fjerne).

Men man kan vende det om og forstå det L. Recke skriver således at behandlere nemt kan være døve og blinde for alt det der ikke falder inden for deres måde at definere misbrugeren.

Ud fra det kan man skelne mellem to retninger at behandle misbrugere (og mennesker i al almindelighed).

Den første er at definere personen som - eller reducere til- misbruger eller narkoman med en mere eller mindre præcis beskrivelse af alle de fejl og mangler det indebærer, for så bagefter at lære ham hvordan han skal forsvare sig mod sig selv og holde den onde del af sig selv (misbrugeren) i skak.

Den anden er at forsøge at få personen til at befri sig selv for alle de ord der begrænser og styrer hans liv, slippe selvbilledet som misbruger, narkoman eller for den sags skyld bruger og i stedet fremme en selvopfattelse som indebærer så mange nuancer, modsætninger og forandringsmuligheder, at personen ikke kan stemples med et enkelt ord.

Lykkes det, vil personen måske erkende i at man ikke altid har styr over sit liv, ikke altid kan få det man vil, men, ligesom Lars, altid må stå fast på at ingen skal få lov til at fortælle ham hvem han er, ingen skal få lov til at kalde ham narkoman.

-----------------------

Eric Allouche

Psykolog