|
|
Ny Viden |
|
Fixerum roses i rapport fra de tyske myndigheder.
Af Morten Hesse, psykolog
Fixerum findes mange steder i Tyskland, og er tilladt ved lov. Fixerum har det formål at forebygge skader og overdoser, og at forebygge overførsel af smitsomme sygdomme, såsom hepatitis C og HIV.Ved at man har personale i nærheden håber man at kunne skride ind, når nogen overdoserer, sørge for rene kanyler og rent vand, og dermed opnå de skitserede målsætninger. Herudover håber man at få kontakt med den tungeste gruppe af misbrugere, som er svære at få ind og fastholde i behandling.En rapport publiceret af en enhed ved navn ZEUS i Bochum støtter delvis disse antagelser: I over 5000 af de godt 2 millioner tilfælde af injektioner der er fundet sted i undersøgelsesperioden opstod en situation, der krævede medicinsk behandling (formodentlig ofte en overdosering). Ingen af disse tilfælde medførte at misbrugeren døde.Der synes også at være en vis støtte til den antagelse, at det er de tungeste grupper, man får fat i. De misbrugere, der er interviewet ved fixerummene havde i gennemsnit brugt heroin i mere end 12 år, og flertallet var samtidig misbrugere af kokain.Af denne gruppe havde godt halvdelen taget kontakt til behandlingssystemet eller sundhedsvæsenet efter at være begyndt at bruge fixerummene.Umiddelbart er tanken om at give et tilbud til de svageste misbrugere naturligvis sympatisk, for ikke at sige en bydende moralsk nødvendighed.Men rapporten siger ikke noget om alternativer til fixerum, såsom brugen af gadesygeplejersker, specielle skadestuer for stofmisbrugere, eller arbejde med kvalitetsudvikling af de enheder, der allerede betjener disse grupper (såsom infektionsmedicinske afdelinger, væresteder, socialcentre, metadonbehandlingssteder, og så videre).At halvdelen af brugerne søgte kontakt med sundhedsvæsenet eller behandlingssystemet er måske ikke nødvendigvis et resultat af fixerummene, idet man jo tit vil finde, at stofmisbrugere før eller siden får kontakt med hospitaler og så videre.Nok så interessant kunne det være at se nogle sammenlignende rapporter over overdosisdødsfald fra disse tyske byer i forhold til overdosisdødsfald i byer med en tilsvarende frekvens af injektionsmisbrug, men med andre tilbud af den nævnte type. Læs Reuters pressemeddelelse eksempelvis her:
www.laurushealth.com/HealthNews/reuters/NewsStory0924200233.htm
|
|
|
|
|
|
|