|
|
Ny Viden |
|
ASI psykiatrisk score og brug af psykiatrisk behandling
Morten Hesse, psykolog
To hollandske forskere har set på, om ASI psykiatrisk score kan anvendes til at forudsige, om personer i behandling for stofmisbrug får behandling for psykiatriske lidelser i det psykiatriske system.
Patientgruppen bestod af 1027 patienter, som blev interviewet ved hjælp af ASI ved starten af deres metadonbehandlingsforløb. De forsøgte såvel at anvende den velkendte ”Composite Score”, som anvendes mange steder i Danmark, og som eksempelvis også er den, der anvendes af Center for Rusmiddelforskning i DANRIS, som behandlerens vurdering af behandlingsbehovet (det ”kliniske indeks”) og det nyudviklede ”evalueringsindeks”. Det nyudviklede ”evalueringsindeks” er udviklet til at være mere pålideligt end de gamle indeks.
De undersøgte så sammenhængen mellem, hvor højt man scorede på de tre mål, og hvorvidt man kom i behandling for psykiske lidelser. De fandt for alle tre mål en markant sammenhæng mellem det at komme til psykiatrisk behandling, og at man kom i kontakt med det psykiatriske system.
Men et meget overraskende fund var, at de, som havde den forhøjede score, var de, der kun kom en eller to gange til psykiatrisk behandling. De, der kom flere gange, og især de, der endte med at blive indlagt på psykiatriske afdelinger, var ikke specielt højt scorende på hverken de selvrapporterede indeks, eller på det behandlervurderede indeks.
Hvad betyder nu dette?
Forfatterne så på, om de mest belastede på ASI psykiatrisk indeks modtog mere intensiv støtte i metadonprogrammet. Dette var ikke tilfældet. Forfatterne konkluderer, at ASI psykiatrisk CS ikke er velegnet til at identificere de, der har stor sandsynlighed for at havne i behandling for psykiatrisk lidelse.
Dette er imidlertid ikke den eneste mulige fortolkning.
Det kunne måske også tænkes, at psykiatriske afdelinger har svært ved at give et behandlingstilbud til de mest psykiatrisk belastede stofmisbrugere, og at de netop af denne grund ikke kan fastholde kontakten til den psykiatriske afdeling.
Referencer:
Reelick, N. F. & A. I. Wierdsma (2006): The Addiction Severity Index as a Predictor of the Use of Mental Health Care. Psychology of Addictive Behaviors, 20(2), 214218
|
|
|
|
|
|
|