|
|
Ny Viden |
|
Beck Depression Inventory hos patienter i metadonbehandling
Morten Hesse, psykolog
En ny artikel fra Center for Rusmiddelforskning har set på, hvordan Beck Depression Inventory (BDI) fungerer som måling af depressive symptomer hos stofmisbrugere i behandling med metadon og buprenorphin ("Subutex"). Undersøgelsen fandt sted i Københavns Kommune.
Patienterne blev interviewet af studerende. Gruppen var på 58 personer, som blev interviewet cirka 14 dage efter indtag til behandling og ved 18 måneders opfølgning.
Der var flere spørgsmål, der blev undersøgt i artiklen:
1. Er BDI stabil? Der var markante indikationer på, at jo højere BDI score ved indtag til behandling, des højere BDI ved opfølgning.
Samtidig var der i gruppen som helhed et lille gennemsnitligt fald, men dette fald skete både blandt de mest belastede, og blandt de mindst belastede.
2. Påvirker det akutte stofmisbrug stabiliteten? Man kunne forestille sig, at hvis man op til starten af behandlingen var ekstremt misbrugende, så ville scoren på BDI blive påvirket. For eksempel kunne man tænke sig at nogle at de mest misbrugende personer ville have en midlertidigt forhøjet BDI i desperation over deres kaotiske situation, og at andre havde hen midlertidigt lavere BDI, fordi deres stofmisbrug gjorde, at de ikke kunne mærke deres egne følelser, selv om de nedenunder misbruget havde depressive symptomer.
Der var indikationer på, at ved meget ekstrem misbrugsbelastning faldt stabiliteten, så sammenhængen var svagere mellem indtagsbelastning og opfølgningsbelastning. Alle patienterne var imidlertid dagligt misbrugende og belastede, så der er altså ikke belæg for at sige, at misbrug gør det umuligt at vurdere depression med BDI: blot at hvis misbruget er meget ekstremt, så bliver usikkerheden større.
3. Hvordan klarer de mere depressive patienter sig misbrugsmæssigt. Endelig så CRF i undersøgelsen på, hvordan de mest depressive patienter klarede sig. Der var en tendens til, at jo mere depressive patienterne var, des dårligere klarede de sig misbrugsmæssigt. Givet at behandlingen i institutionerne ikke var manualiseret og dermed relativt ustruktureret var dette et forudsigeligt fund. Der er en række undersøgelser, der viser at jo mere depressiv en stof- eller alkoholmisbruger er, des bedre er det at give vedkommende en højt struktureret behandling.
Referencer:
Hesse, M: The Beck Depression Inventory in patients undergoing opiate
agonist maintenance treatment, British Journal of Clinical Psychology,
45(3), 417-425
|
|
|
|
|
|
|