Psykisk comorbiditet blandt alkoholmisbrugere i døgnbehandling
Af Liese Recke
Sammenhænge mellem psykisk lidelse og misbrug er velbeskrevne fænomener i den internationale faglitteratur. Her i landet har vi ikke på nuværende tidspunkt foretaget systematiske undersøgelser med henblik på at kortlægge psykisk comorbiditet hos de stof- og alkoholmisbrugere vi ser i behandlingssystemet. Nu har behandlingsinstitutionen Ringgården publiceret en undersøgelse af 104 alkoholmisbrugere i døgnbehandling. Formålet med undersøgelsen har dels været at afprøve anvendelsen af psykologisk personlighedstestning som en del af den rutinemæssige udredning, samt at belyse omfanget og variationen i testresultater. Det har også været hensigten at undersøge om der var sammenhæng mellem testresultaterne og gennemførelse af behandlingen.
De 104 indskrevne klienter udgør et repræsentativt udsnit af Ringgårdens klienter, som generelt vurderes som en tungt belastet gruppe. I gennemsnittet har de lidt af alkoholafhængighed i 17 år, debuteret med alkoholproblemer i 24 års alderen og drikker 30 genstande per intensive drikkedag. Som undersøgelsesredskab er der anvendt MCMI II-I, et psykologisk spørgeskema. Klienterne er blevet testet indenfor de tre første uger af behandlingen.
Resultaterne fra undersøgelsen peger på at mere end 85% af de undersøgte kunne diagnosticeres med en personlighedsforstyrrelse, og 65% opfyldte kriterierne for at have mere end en. Den hyppigste var antisocial (59%) efterfulgt af passiv-aggressiv (57%) og borderline (30%). Med hensyn til symptomer havde 55% angst og 61% dystymiske symptomer. Med hensyn til retention i behandling sås at næsten hver tredje klient i gruppen med de middelsvære/svære forstyrrelser faldt fra, hvilket var dobbelt så mange som i gruppen med lettere eller ingen psykopatologi. Der sås et signifikant frafald blandt de klienter der kunne diagnosticeres som emotionelt ustabile (borderline).
Ringgården har i forbindelse med undersøgelsen udviklet et behandlingsapproach som tager udgangspunkt i klienternes forskellige personlighedsprofiler i et forsøg på at "skræddersy" en individuel behandlingstilgang. Behandlingstilgangen er manualiseret og kan rekvireres på Ringgården via www.ringgaarden.dk
Reference:
Nielsen P, Røjskjær S. 2002. Dobbeltbelastede alkoholmisbrugere i døgnbehandling. Nordisk Alkohol- og narkotikatidsskrift vol.19:123-37
|