 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
 |
 |
 |
||||||||||||||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|||||||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|||||||||
| Indhold |
Artikler i Ny Viden - oversigt 
|
 |
Ny Viden |
Er alkoholisme en demokratisk sygdom, eller er misbrug af rusmidler i virkeligheden et socialt problem? Af Morten Hesse, psykolog Man hører af og til det synspunkt, at afhængighed er en primært biologisk bestemt sygdom, som ikke skal forklares med ydre omstændigheder, men udelukkende som et møde mellem en sårbar krop og et afhængighedsskabende rusmiddel. Dette synspunkt deles af forskellige behandlere og misbrugere, herunder nogle læger og medicinalfirmaer, der ønsker at udvikle farmakologiske behandlinger for afhængighed og misbrug, og tidligere misbrugere, der har fundet hjælp og støtte i 12-trinsprogrammet. Det er tydeligt, at der for mange misbrugere ligger en stor lettelse i at se misbrug som en sygdom, fordi det betyder at man fralægger sig ansvaret for at have fået et misbrugsproblem, mens man samtidig tager ansvaret for at løse det. Behandling ud fra 12-trinsfilosofi er da også lige så virksom som andre velstrukturerede behandlinger, i nogle tilfælde måske mere virksom (eksempelvis i NIDAs store undersøgelse af kokainbehandling). Der kan ligge den samme lettelse i at se misbrug som en sygdom ved det, at man modtager substitutionsbehandling. Men når den biologiske sårbarhed opstilles som etiologisk afgørende faktor, så kan det også betyde, at man vil vælge at omlægge hele indsatsen over for misbrugere, sådan at man primært vil lægge vægten på behandling, og nedprioriterer den sociale indsats. De sociale problemer kan ud fra et sygdomsbegreb primært betragtes som afledte faktorer. Der findes især inden for nogle 12-trinsorienterede miljøer, det bon mot, at "alkoholisme er en demokratisk sygdom". Man henviser til, at store rockstjerner og forretningsfolk har misbrug, og udleder heraf, at alkoholismen udelukkende er et biologisk fænomen, ikke et socialt problem. To nye undersøgelser kaster måske lidt lys over, at selv om samspillet mellem misbrug og sociale forhold er komplekst, så er alkoholisme en meget asocial sygdom, ligesom i øvrigt mange andre sygdomme, fra TB, over forhøjet blodtryk og overvægt til skizofreni. Den ene er en engelsk undersøgelse, lavet af Larry Harrison og Eric Gardiner, hvor man sammenholdt sociale faktorer og køn med overdødelighed som følge af kendte og sikre alkoholrelaterede sygdomme, som leverchirrose, alkoholforgiftning, polyneuropati, mm.. Her fandt man en tydelig sammenhæng for yngre mennesker: Unge mænd i manuelle fag havde en 10-20 gange større risiko for at dø af alkoholrelaterede sygdomme; for ældre mænd og kvinder var sammenhængen ikke så tydelig, og for ældre kvinder var den direkte omvendt. At ældre arbejderklassekvinder kun sjældent har et overforbrug af alkohol vipper ikke afgørende ved rapportens konklusion: Det er ikke de rige, men de fattige, der dør unge af alkoholmisbrug. I en anden undersøgelse, af Norström og Romelsjö, så man, at det for cirka 30 år siden var sådan i Sverige, at funktionærer og højtuddannede i gennemsnit drak mere end arbejdere. Denne skævhed er med årene udlignet, så de i dag i gennemsnit drikker lige så meget. Altså tilsyneladende støtte til hypotesen om den "demokratiske sygdom". Men et nærmere kig på tallene viser, at der også i Sverige er en højere rate af alkoholrelaterede dødsfald jo længere ned i samfundet man kommer. Denne højere rate kan forklares ved, at der er en mere "ujævn" fordeling af alkoholforbruget blandt arbejderne, sådan at der er et mindretal, der drikker meget mere end de fleste. Det forbrug af alkohol, der har et omfang, hvor det koster menneskeliv er altså, for svenskere såvel som for englændere, et fænomen, der findes blandt de mindre privilligerede. Referencer: |
|
 |
|
 |