En så stærk psykisk påvirkning må naturligvis skyldes en tilsvarende stærk hjernepåvirkning, og det rejser to alvorlige spørgsmål: Kan man blive lige så afhængig af ecstasy, som man kan blive af amfetamin? Og for det andet: Er ecstasy "farligt" for hjernen og dermed for psyken?

Her skal vi med udgangspunkt i en ny engelsk undersøgelse især se på det sidste spørgsmål, altså om ecstasy kan give nogen skader på psyken.

Der er dyreforsøg, som tyder på, at ecstasy faktisk er endnu "farligere" end selv de velkendte hårde stoffer, idet ecstasy som det eneste stof i denne kategori af stoffer kan slå hjerneceller ihjel - og hjerneceller er desværre de eneste celler i kroppen, der ikke kan gendannes, når de først er døde.

De nerveceller, der i dyreforsøgene er blevet ødelagt af ecstasy, er især de, der bruger serotonin som signalstof, og fra andre forsøg ved man, at serotonin især har med søvn og "humør" at gøre. Så ud fra disse dyreforsøg kunne det se ud til, at ecstasy måske kan ødelægge både søvn og humør - på livstid.

Foreløbige undersøgelser blandt mennesker, der har benyttet ecstasy i længere tid, støtter denne mistanke: Disse undersøgelser har bl.a. netop fundet, at langvarige ecstasy-brugere hyppigt beretter om alvorlige problemer med at sove om natten og om hyppige anfald af depression og angst om dagen. Men endnu ved man ikke, om disse problemer går over med tiden.

Nu har tre engelske forskere imidlertid taget hul på en anden side af problemet: Sker der nogen skader på "forstanden" hos ecstasy-brugere? For at undersøge dette spørgsmål fandt forskerne gennem bekendte og bekendtes bekendte frem til 10 unge, der i mindst seks måneder havde haft et jævnligt forbrug af ecstasy på 1-2 gange om ugen. Denne gruppe kaldes brugergruppen. Desuden fandt man frem til 10 jævnaldrende, der tidligere i mindst et år havde benyttet ecstasy i samme omfang, men som ikke havde brugt stoffet i de sidste seks måneder. Denne gruppe kaldes eksbrugerne. Endelig fandt man til sidst en gruppe på 10 tilsvarende unge, der aldrig havde brugt ecstasy, og som kaldes den stoffri gruppe.

Disse tre grupper fik testet deres intelligens eller forstand ved hjælp af to tests, som i tidligere undersøgelser har vist sig særlig egnede til at afsløre "gennemgribende" ændringer i menneskets forstandsmæssige evner.

Den første test gik ud på, at forsøgspersonerne i takt med en metronom - der slog et slag hver gang, der var gået 1, 2 eller 4 sekunder - skulle nævne en konsonant. For hver af de tre hastigheder blev der slået 100 slag med metronomen, og forsøgspersonerne skulle altså nævne i alt 100 konsonanter i hver omgang, dog således at de så vidt muligt skulle undgå at nævne en konsonant igen, før de havde været alle konsonanterne igennem, samtidig med at de skulle undgå at nævne konsonanterne i alfabetisk rækkefølge. Det er selvfølgelig en ret svær opgave - især når det skal gå stærkt - men netop derfor er den egnet til at teste folks forstandsmæssige ydeevne.

Denne test viste to store forskelle mellem de tre grupper: Når metronomen slog med et sekunds mellemrum, lykkedes det den stoffri gruppe at nævne en konsonant i 95% af tilfældene, mens brugergruppen var væsentligt dårligere: De klarede kun at nævne en konsonant i 65% af tilfældene. Det var imidlertid slående, at eksbruger-gruppen - der har benyttet ecstasy i længere tid, men ikke i de sidste seks måneder - klarede sig endnu dårligere: De fik kun nævnt en konsonant ved 59% af metronomslagene.

Når metronomen slog forholdsvis langsomt, et slag hvert fjerde sekund, kunne alle tre grupper følge nogenlunde med og nævne et bogstav hvert fjerde sekund, men her optrådte en anden slående forskel mellem grupperne: Mens de stoffri forsøgspersoner kun "kom til" at nævne en vokal i stedet for en konsonant i 0,5% af alle tilfælde, skete dette 10 gange så ofte for brugergruppen, der altså i ca. 5% af alle tilfælde nævnte en vokal, selv om de var omhyggeligt instruerede i kun at nævne konsonanter. Eksbruger-gruppen lå her lige midt imellem med 2,5% vokaler.

Begge disse mål tyder altså på ret markante "svækkelser" i forstanden hos både brugere og eksbrugere af ecstasy, og især det første mål tyder på, at denne svækkelse ikke udpræget går over med tiden.

I den anden test fik forsøgspersonerne blot gentagne gange forevist to rækker på hver ni bogstaver, og disse rækker var enten helt ens, eller også var blot ét af bogstaverne forskellige i de to rækker. Forsøgspersonerne skulle angive for hvert par af bogstavsrækker, om de var ens eller forskellige.

I denne opgave havde den stoffri gruppe 96% korrekte svar, mens både bruger- og eksbruger-grupperne havde væsentligt dårligere resultater med henholdsvis 75% og 77% rigtige svar. Igen kunne forskerne konkludere, at der også ved dette mål for forstandsmæssig ydeevne var en klar forringelse hos ecstasy-brugerne og en forringelse, der var stort set lige stor hos de, der var holdt op, sammenlignet med de, der stadig benyttede stoffet.

Endelig fandt forskerne - som i tidligere undersøgelser - at både brugerne og eksbrugerne berettede om hyppigere anfald af angst og depression i dagliglivet (uden for de stofpåvirkede perioder) sammenlignet med den stoffri gruppe.

Selv om dette kun er en ret lille undersøgelse med relativt få forsøgspersoner og relativt få forskellige tests, er der alligevel - mener de tre engelske forskere - fundet så graverende psykiske "handicaps" hos både brugere og eksbruger-grupperne, at det bør give anledning til alvorlig bekymring over den hastige udbredelse af dette nye rusmiddel.

Kilde: Wareing, M., Fisk, J.E., & Murphy, P.N. (2000). Working memory deficits in current and previous users of MDMA ('ecstasy'). British Journal of Psychology, 91, 181-188.