|
Personlighedsforstyrrelser og femfaktormodellen
Af Morten Hesse, psykolog
Hvordan er forbindelsen mellem normal personlighed og de psykiatriske personlighedsforstyrrelser?
Nyere forskning tyder på, at fire af faktorerne i femfaktormodellen er stærkt forbundet med personlighedsforstyrrelser.
Femfaktormodellen, som har været genstand for meget forskning i de sidste 30 år, postulerer fem overordnede faktorer i personlighed, som eksisterer relativt konstant på tværs af forskellige kulturer: Åbenhed for oplevelser, Samvittighedsfuldhed, Udadvendthed, Venlighed og Sårbarhed (på engelsk: Openness, Conscientiousness, Extraversion, Agreeableness, Neuroticism).
Forskningen har systematisk vist, at 4 af disse faktorer er forbundet
med personlighedsforstyrrelser:
- Samvittighedsfuldhed er forbundet med Tvangspræget (anankastisk) personlighedsforstyrrelse.
- Udadvendthed er negativt forbundet med skizoid, skizotypisk og undgående personlighedsforstyrrelse.
- Venlighed er negativt forbundet med paranoid, antisocial, borderline, histrionisk og narcissistisk personlighed.
- Sårbarhed er forbundet med borderline, undgående og dependent personlighed.
En ny undersøgelse med danske og svenske stof- og alkoholmisbrugere viser, at disse faktorer ligeledes ligger under det svenske skema DIP-Q [the DSM-IV and ICD-10 Personality Questionnaire]. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med en række behandlingsinstutioner. I undersøgelsen blev der også set på forbindelsen mellem disse faktorer i DIP-Q og behandleres vurdering af, i hvor høj grad misbrugerne fremtrådte som personlighedsforstyrrede med de pågældende forstyrrelser.
Undersøgelsen viste, at det især var fjendtlighed og sårbarhed, som var fælles for spørgeskema og behandlervurdering, mens overensstemmelsen var svagere på udadvendthed og ikke-eksisterende på samvittighedsfuldhed.
Undersøgelsen kan læses gratis i fuldtekst på engelsk (download som pdf-dokument)
Den er publiceret her:
Hesse, M (2005): Personality disorders in substance abusers:
Validation of the DIP-Q through principal components factor analysis
and canonical correlation analysis. BMC Psychiatry, 5:24
http://www.biomedcentral.com/1471-244X/5/24
|