|
Korte motiverende samtaler med studerende
- hvad betyder opfattelsen af andres forbrug?
Af Morten Hesse, psykolog
Korte motiverende samtaler synes at være en hot trend i behandlingen af alkoholmisbrug. Det sælges under navne som motivational interviewing og brief intervention. Samtalerne består almindeligvis af en kort screening med fokus på det eksisterende forbrug og konsekvenserne af forbruget, og derefter af en afklaring af klientens evne til og ønsker om forandring og ressourcer i forhold til forandring.
I nogle tilfælde bruges det som indgangsport til behandling, i andre står det alene som selve behandlingen.
Der har været foretaget to berømte undersøgelser af 1-times motiverende samtaler med studerende med et stort alkoholforbrug. Disse to undersøgelser fandt begge sted på University of Washington (se referencerne i nedenstående) .
Nu er der lige kommet en lille undersøgelse fra Syracuse University, der igen viser en gavnlig effekt af de motiverende samtaler for unge med et stort forbrug af alkohol.
Denne nye undersøgelse kaster lys over endnu et aspekt af virkningen af motiverende samtaler: Brugen af normer og opfattelsen af andres forbrug.
Det viste sig nemlig, at effekten af "behandlingen" var afhængig af, hvor meget de unge troede andre unge, studerende drak.
Det siger igen noget om de motiverende samtalers natur: Der er i dobbelt forstand tale om en normalitetsorienteret behandling, en behandling, der betragter sine klienter som normale, men som også virker ved at få klienterne til at tilpasse sig en (virkelig eller fiktiv) normalitet.
Borsari og Carey: Effects of a Brief Motivational Intervention With College Student Drinkers, Journal of Consulting and Clinical Psychology, 68(4), 728-733
|