Ny viden - Injektionen som vanemæssig adfærd

Indhold

Artikler i Ny Viden - oversigt

	Ny Viden
	Injektionen som vanemæssig adfærd Af psykolog Liese Recke Århus Amts Misbrugscenter August 2004 En vigtig ingrediens i behandlingen af injektionsmisbrugere – set ud fra et sundhedsfagligt og skadesreducerende perspektiv – er at begrænse eller eliminere injektionspraksis, som er den væsentligste kilde til udbredelse af smitsomme sygdomme, typisk HIV og hepatitis. Injektioner af urene stoffer eller medicin som ikke er beregnet til injektion, anvendelsen af ikke-sterilt udstyr samt mangelfulde injektionsteknikker kan alle være årsager til infektioner og medføre alvorlige skader på væv og indre organer. Imidlertid støder man i den daglige behandlingspraksis af og til på opioidafhængige i medicinsk substitutionsbehandling (behandling med Metadon eller Subutex), som ikke indtager den ordinerede medicin som anvist, dvs. oralt (gennem munden). I stedet er de substitutionsbehandlede klienter optaget af at injicere medicinen, på trods af de åbenlyse ulemper, der er forbundet hermed. Andre opioidafhængige i substitutionsbehandling fortsætter med at injicere heroin, på trods af ordination af en høj metadondosis og den deraf følgende sparsomme effekt af andre opioider. Fra behandlere, der færdes i gademiljøet, rapporteres hvordan også stimulanter (f.eks. amfetamin og kokain) injiceres hyppigt og rutinemæssigt, på trods af at den ønskede hurtige effekt også kan opnås ved at sniffe stoffet, hvilket er en betydeligt mindre besværlig og risikabel anvendelsesmåde (se f.eks. Fick & Brünes, 2000). Der er kun foretaget ganske få undersøgelser af fænomenet, som i nyere forskningslitteratur kaldes for ?needle fixation?, i ældre amerikanske/engelske undersøgelser bruges betegnelsen ?needle freak? for en stofafhængig, som er særligt optaget af selve injektionsrutinen. I det danske stofmiljø kaldes tilstanden populært for ?nålelir?. Der er udviklet flere hypoteser vedrørende baggrunden for nålefikseringen. I ældre litteratur antages det at underliggende seksuelle motiver spiller en rolle (tydeligvis en freudiansk fortolkning), i nyere litteratur er man mere optaget af at forstå fænomenet i et indlæringsperspektiv. Et engelsk forskerhold publicerede i 2001 to artikler om nålefiksering. Den første artikel gennemgår tidligere videnskabelig litteratur om nålefiksering, og den næste artikel beskriver et kvalitativt studie, hvor man gennem interviews med en gruppe tidligere og nuværende injektionsmisbrugere, som betegner sig selv som tidligere eller aktuelt ”nålefikserede”, undersøger om man kan genfinde de begreber og de adfærdsformer, som den tidligere litteratur beskriver: Det drejer sig om 1) oplevelsen af formindsket kontrol over adfærden, 2) evnen til at udsætte stofindtag trods abstinenssymptomer for at finde og benytte en velegnet blodåre 3) injektionspraksis uden stof udført som en beroligende handling (sprøjten fyldes med vand eller uvirksom medicinsk opløsning, som derefter injiceres) 4) injektionen oplevet som ritual med æstetisk og meningsfuldt indhold for den enkelte 5) injektionen fortolket som en selvskadende handling på linje med skære i sig selv 6) det at mestre injektionsteknik som social status blandt andre injektionsmisbrugere 7) og endelig injektionen set i forbindelse med seksualitet eller intimitet sammen med en anden person i det omfang man injicere sammen med andre. Interviewundersøgelsen, som er beskrevet i det andet nævnte studie, omfattede 20 personer fra et større geografisk område som var tilknyttet forskellige behandlingscentre, illustrerede at samtlige ovenstående begreber, fænomener og sammenhænge blev nævnt af interviewpersonerne. Samtidig blev en interessant observation gjort i det kvalitative studie. Flere af undersøgelsespersonerne rapporterede, at de inden injektionsdebut havde haft en decideret skræk for nåle, og de, der tidligere men ikke aktuelt var nålefikserede, rapporterede nu om skræk og aversion overfor nåle og injektioner, selvom handlingen foregik i medicinsk regi. Nålefiksering, forstået som et psykologisk begreb, stiller spørgsmålstegn ved den rationalitet, som fagpersoner og forskere i mange tilfælde tillægger injektionsadfærden, når den udelukkende forklares som den hurtigste og mest effektive administrationsrute for et rusmiddel. Gennem anerkendelse af fænomenet som et psykologisk problem, åbner der sig nye veje for optimeringen af patienters komplians i den medicinske substitutionsbehandling. Der synes at være et påtrængende behov for at undersøge prævalensen, ligesom der også er behov for at undersøge hvordan man bedst afhjælper problemet. Referencer Charlotte Fich and Nina Brünés: Sygepleje blandt stofmisbrugere. Københavns Kommune, Familie og arbejdsmarkedsforvaltningen: 2000. A. J. McBride, R. M. Pates, K. Arnold, and N. Ball. Needle fixation, the drug user's perspective: a qualitative study. Addiction 96 (7):1049-1058, 2001. Richard M. Pates, Andrew McBride, Nicola Ball, and K. Arnold. Towards An Holistic Understanding Of Injecting Drug Use: An Overviw of Needle Fixation. Addiction Research & Theory, 9 (1):3-15, 2001.