mail arrangementer supervision E-gruppe nyviden fagligt stof debat vedtægter bestyrelse generalforsamling
forside indmeldelse medlemmer institutioner links søg

Indhold


Artikler i Ny Viden - oversigt






til forsiden


Ny Viden


Irrationel tænkning hos spillefugle (ludomaner)

Thomas Nielsen, Lektor, mag. art.


Det er med kasinoer og andre spillesteder som med alkohol: De fleste, der har et "forbrug" af disse ting, kan udmærket styre forbruget, så det blot er til morskab og holder sig inden for rimelighedens grænser. Men nogle få går helt grassat og mister kontrollen over forbruget, så de bliver afhængige af "stoffet" som en narkoman.

Sammenligningen med narkomani er ikke helt i skoven, for undersøgelser tyder på, at det kan gælde for både alkoholikere og ludomaner (altså de, der er blevet afhængige af spillelidenskab), at de producerer endorphiner, en slags indre morfin, når de henholdsvis drikker og spiller. For eksempel viste en australsk undersøgelse for nogle år siden, at ludomaner, der fik en indsprøjtning med et stof, som blokerer for endorphin i hjernen, ganske tabte lysten til at spille, så længe de ikke kunne få glæde af deres egen endorphin-produktion.

Men de, der bliver ludomaner eller spillenarkomaner og derved risikerer at få tilværelsen lige så ødelagt som alkoholikere, bliver det nu nok mest på grund af psykologiske faktorer. En af disse psykologiske faktorer bag ludomani er nu påvist i en ny australsk undersøgelse og handler om irrationel tænkning.

For de fleste, der undgår at falde i spilledjævlens kløer og blive ludomaner, er det ganske klart, at alle spil er konstrueret således, at man simpelt hen ikke kan undgå at tabe, hvis man spiller længe nok. Simple beregninger viser, at den, der ejer spillet, har en statistisk større chance for at vinde hvert eneste spil, og selv om man kan være heldig at vinde i et af de første spil, så vil spillet med tiltagende sikkerhed føre til tab, hvis bare man spiller tilstrækkelig mange spil.

Men de to australske forskere, Paul Delfabbro og Anthony Winefield, har nu konstateret, at så enkelt er det ikke for en ludoman! De to psykologer studerede en forholdsvis mild form for ludomani hos mennesker, der var kommet i et afhængighedsforhold til enarmede tyveknægte og således næsten hver dag måtte hen og trække i den enarmede.

I den australske undersøgelse blev 20 sådanne ludomaner med stærk trang til enarmede tyveknægte sammenlignet med 20 almindelige mennesker, der ikke led af nogen som helst ludomani.

Alle disse personer blev opfordret til at tænke højt, mens de sad og spillede en times tid ved en enarmet tyveknægt, og bagefter analyserede forskerne de typiske tankemønstre i de to grupper.

Det viste sig, at der i den ludomane gruppe forekom en langt højere hyppighed af irrationelle tanker, dvs. tanker, ideer og formodninger som simpelt hen var forkerte eller urimelige ud fra en nøgtern betragtning. Faktisk var 75% af tankerne hos de ludomane, af den irrationelle slags, så de to forskere mener derfor, at irrationel eller "forkert" tænkning er en af de vigtigste årsager til ludomani.

De irrationelle tanker, der forekom hos ludomane personer, var især af tre arter: For det første troede de ludomane meget oftere end de andre, at de kunne forudsige den næste gevinst. Hvis der f.eks. ikke havde været gevinst temmelig længe, mente de ludomane personer, at nu måtte den næste gevinst komme - på trods af at chancen for gevinst selvfølgelig er lige stor i hvert eneste spil, hvadenten der har været gevinst i de foregående spil eller ej. For det andet mente de ludomane oftere end andre, at de på snedige måder kunne kontrollere spillet og styre udfaldet ved f.eks. at trække særlig hårdt eller blødt i håndtaget, hvilket naturligvis også er en "irrationel" opfattelse. Endelig var de ludomane personer tilbøjelige til at personificere de spillemaskiner, de sad over for; dvs. at de havde en tendens til at tillægge maskinerne menneskelige egenskaber, således at en maskine, der blev opfattet som uvenlig eller fjendtlig, hurtigt blev forladt, mens en anden maskine, der af en eller anden grund - f.eks. fordi den gav gevinst i starten - blev opfattet som venlig og imødekommende, blev benyttet meget længe trods tab af store summer.

Blandt de 20 ludomaner i denne undersøgelse var de 12 kvinder, og netop den sidste form for irrationel tænkning, der tillægger maskiner menneskelige egenskaber, var mere hyppige for kvindernes end for mændenes vedkommende. Til gengæld var mændene lidt mere tilbøjelige til de to førstnævnte former for irrationel tænkning, altså troen på, at de - hvis de var snedige nok - kunne forudsige, hvornår maskinen ville give gevinst og endda kontrollere chancen for gevinst ved en eller anden adfærd over for maskinen.

De to forskere mener, at man må kende disse irrationelle tanker hos ludomane personer for dels at forebygge ludomani i samfundet som helhed og dels for at afhjælpe problemet hos de, der virkelig er kommet i klemme på grund af ukontrollerbar ludomani.

Kilde: Delfabbro, P.H., & Winefield, A.H. (2000). Predictors of Irrational Thinking in Regular Slot Machine Gamblers. The Journal of Psychology, 134(2), 117-128.



sidens top

til forsiden