Tidligere, overvejende amerikanske, undersøgelser har påvist, at to relativt simple behandlingsmetoder kan være ganske effektive. Den ene metode kaldes stimulus-kontrol-metoden og går ud på at undgå stimulus-situationer, der kan føre til lyst til eller mulighed for at spille. Det kan f.eks. dreje sig om at lære at undgå at gå omkring med store summer (eller kreditkort), at aflægge regnskab for alle udgifter for f.eks. en ægtefælle, at undgå at komme i nærheden af spillesteder eller gamle spillevenner.

Den anden metode kaldes udslukningsmetoden og går i princippet ud på at udslukke trangen til at spille, når trangen først har meldt sig. I denne metode skal klienten ikke undgå spillestedet, men tværtimod sætte sig foran en enarmet tyveknægt eller ved et kasinobord -eller hvad det nu er, der trækker -og så skal den pågældende sidde der så længe uden at spille, at han eller hun til sidst helt taber interessen for spillet og dermed lysten til selv at spille! Disse metoder kan udmærket kombineres med hinanden, og de kan indgå som elementer i en mere omfattende terapeutisk indsats, der f.eks. også forsøger at afhjælpe ubehagelige livsvilkår, idet undersøgelser tyder på, at ludomani ofte opstår som en slags flugt fra stressende livsforhold.

Tidligere undersøgelser har tydet på, at det er forholdsvis let ved hjælp af de omtalte metoder at afvænne en ludoman -for en tid! Efter et vellykket behandlingsforløb er der desværre -som ved alkoholisme-behandling -en sørgeligt høj hyppighed af tilbagefald i det følgende års tid.

Derfor har fire spanske psykologer for nylig udviklet et supplerende behandlingsprogram, som specielt handler om at forebygge tilbagefald hos de, der netop er blevet afvænnet fra deres ludomani. Dette forebyggelsesprogram handler især om at modstå fristende situationer, at planlægge sin adfærd mere grundigt og at vænne sig til at tænke en situation grundigere igennem, inden man handler -især hvis det drejer sig om at handle på en måde, der kunne føre til spilleadfærd.

Dette forebyggelsesprogram kan gennemføres både som individuel behandling og som gruppebehandling, hvilket naturligvis er lidt billigere, men er det lige så effektivt? Det har de fire psykologer set på i deres nyeste undersøgelse.

Denne undersøgelse er en fortsættelse af en tidligere undersøgelse, hvor det lykkedes de fire forskere ved hjælp af en kombination af stimulus-kontrol og udslukningsmetoden at standse spilleadfærden hos alle de 69 ludomaner, der indgik i undersøgelsen. I den nye undersøgelse inddelte forskerne disse 69 nyligt afvænnede ludomaner i tre grupper: Den ene fik individuel forebyggelse mod tilbagefald, den anden fik forebyggelse mod tilbagefald i form af gruppeterapi, og den tredie gruppe fik ingenting.

Da der var gået et år efter denne behandling, var ca. 50% af den sidstnævnte gruppe faldet i igen, og var altså tilbage i den gamle ludomani. I gruppen, der havde fået individuel forebyggelsesbehandling, var det kun 18%, der havde fået tilbagefald, altså godt en trediedel, og i gruppen der havde fået gruppe-forebyggelse, var det gået næsten lige så godt, her var tilbagefaldsprocenten på 22%.

Lige så imponerende var det næsten, at et mål for angst og depression i dagliglivet viste, at begge de tilbagefalds-behandlede grupper udviste en scoring på dette mål, der lå på ca. en trediedel af kontrolgruppens. De tilbagefalds-behandlede ludomaner var altså ikke alene i langt højere grad sluppet af med den ødelæggende last; de var også i høj grad blevet fri for megen af den angst og depression, der tidligere havde plaget dem -og som ikke var forbedret i nævneværdig grad hos den gruppe, der ikke fik tilbagefalds-behandling.

De fire spanske psykologer konkluderer derfor, at de nye amerikanske afvænningsmetoder til ludomaner bør suppleres med det program til forebyggelse af tilbagefald, som de selv har udviklet, og som tilsyneladende virker næsten lige godt i gruppe- som i individuel behandling -og derfor ikke behøver at være en kostbar forøgelse af den grundlæggende behandling for ludomani.

Kilde: Echeburúa, E., Fernández-Montalvo, J., & Báez, C. (2000). Relapse Prevention in the Treatment of Slot-Machine Pathological Gambling: Long-Term Outcome. Behavior Therapy, 31, 351-364.