 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
 |
 |
 |
||||||||||||||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|||||||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|||||||||
| Indhold |
Artikler i Ny Viden - oversigt 
|
 |
Ny Viden |
Ikke-konfronterende og støttende strategier hjalp pårørende bedre til at få alkoholmisbrugere i behandling. Af Morten Hesse, psykolog En gruppe amerikanske forskere satte sig for at undersøge, hvilken af tre strategier til at hjælpe pårørende til at få umotiverede alkoholmisbrugere til at starte i behandling, der virkede bedst: En introduktion til Al-Anon hvor den pårørende blev henvist til at søge hjælp hos de anonyme selvhjælpsgrupper for pårørende under 12-trinsfællesskabet, den såkaldte "Johnson intervention", hvor de pårørende støttes i at konfrontere misbrugeren med, hvad de har oplevet og følt af negative konsekvenser af misbrugerens alkoholforbrug, og endelig en revideret udgave af "Community Reinforcement and Family Training" (CRAFT), en strategi, hvor man især bruger positiv reinforcering af ønsket adfærd og overfor den pårørende understreger, at det er vigtigt for misbrugeren, hvad den pårørende gør. Alle tre behandlinger blev udført af behandlere med høj erfaring inden for deres område og uddannelse. De pårørende blev tilfældigt fordelt til de tre behandlinger. Alle tre behandlinger hjalp de pårørende psykisk, og i omtrent lige stor grad. Alle pårørende oplevede en markant nedgang i psykiske problemer og psykosomatiske klager, og en forbedring i forholdet til misbrugeren. Overraskende nok syntes der ikke at være nogen sammenhæng mellem, om misbrugeren kom i behandling eller ej, og den pårørendes velbefindende. Til gengæld var der stor forskel på resultatet for misbrugerne: Hvor 67% af de misbrugere, der fik den adfærdsorienterede behandling med vægt på positiv reinforcering og støtte, var startet i behandling inden for 12 måneder, så var det kun 35% af de, der gik i den konfronterende Johnson intervention, der startede, og kun 20% af de, der gik i Al-Anon. Hvor Al-Anon tilknytning slet ikke retter sig mod at få misbrugeren til at søge behandling, så gør Johnson interventionen, og dens effektivtivitet er efter denne undersøgelse tvivlsom. Forskellen kunne ifølge forfatterne forklares med, at mange af de pårørende droppede ud af Johnson-programmet, inden de skulle konfrontere misbrugeren. Omvendt kan man sige, at der måske er grund til at sige, at Al-Anon stadig kan være et godt tilbud, når de pårørende eller misbrugeren allerede har afbrudt kontakten, og der ikke er nogen udsigt til, at den kan genetableres. Det sidste ligger dog uden for undersøgelsens formål. |
|
 |
|
 |