Reviewet gennemgår undersøgelser af blandt andet antidepressiv medicin, anxiolytika (angstdæmpende medicin, herunder betablokkere, benzodiasepiner, visse SSRI-lignende stoffer og clonidin), amfetamin, efidrin, og en række andre stoffer.

De stoffer, der ser ud til at have effekt på rygning er nortryptilin, bupropion og MAO-hæmmere. De har ifølge forfatterne det til fælles, at de virker stimulerende på norepinephrinsystemet, som har med aktivering, koncentration og opmærksomhed at gøre. De er samtidig antidepressive stoffer, men ser ikke ud til at virke bedre (eller dårligere) på deprimerede rygere end på ikke-deprimerede.

Stoffer, der virker på tobaksabstinenser har ikke vist nogen klar effekt i forhold til rygning (blandt andet clonidin), ligesom stoffer, der mindsker vægtøgning (blandt andet amfetamin), ikke har vist nogen effekt.

Andre stoffer, der almindeligvis hjælper mennesker med depression, som fluoxetin ("Fontex"/"Prozac") eller citolapram ("cipramil"), har ikke haft nogen effekt på rygning i undersøgelser. Heller ikke stoffer, der mindsker opiaters tilgængelighed i hjernen, som naltrexon, har vist nogen effekt på rygning.

Det tyder på, at rygnings samspil med kroppens egne opiatlignende stoffer (endorphiner), ikke er afgørende for vedligeholdelse af tobaksafhængigheden.

Men når det at mindske abstinenserne eller mindske vægttabet ikke har indflydelse på rygestop, mens stoffer, der virker på lige præcis norepinephrin har, så er det lidt af et mysterium. Norepinephrin har som nævnt med opmærksomhed at gøre, og forfatterne nævner da også, at der kan være en sammenhæng, sådan at den forbedrede evne til opmærksomhed opvejer de koncentrationsvanskeligheder, der hyppigt ledsager rygestop.

Imidlertid er det noget af et problem for den forklaring, at amfetamin og efidrin, der især øger koncentrationsevnen (i de passende, små doser, stofferne anvendes i i denne sammenhæng), ikke hjælper endnu mere end bupropion.

Behandlingen, der tabte effekten med tiden.

Endnu et mysterium er, at nikotinplastre ikke har den samme langtidsvirkning i studier af bupropion og nortriptylin, som de havde i de gamle undersøgelser. Da man kun gav nikotinplastre eller placeboplastre, førte nikotinplastre til en forhøjet andel røgfri op til 12 måneder efter, men i de nye undersøgelser førte kombinationen af nikotinplaster og placebopille ikke til øget frekvens af 12 måneders røgfrihed, og de totale tal var meget lave.

På den måde minder nikotinplasterets historie om metadonets: man har en i begyndelsen meget lovende behandling, men effekten ser ud til at blive mindre og mindre med tiden. I metadonbehandling har man forklaret det med stadig mindre kontrolforanstaltninger, som gør at metadonen misbruges, sælges, eller at misbruget fortsætter, fordi man ikke bliver afsløret gennem urinprøvekontroller. Dette kan næppe være tilfældet med nikotinplastre, hvor man aldrig har anvendt kontrolforanstaltninger, der svarer til dem, man har brugt i metadonbehandlingen.

Måske er forklaringen i begge tilfælde, at det mere er brugerne, der ændrer sig med tiden end behandlingen. Rygning er i USA blevet mere og mere lavstatus, og det kan tænkes, at rygere var en langt mere sårbar gruppe i de senere studier, som måske havde en stærkere tobaksafhængighed end i de tidligere studier.

Referencer:

Kotlyar et al: Effect of Nonnicotine Pharmacotherapy on Smoking Behavior

Michael Kotlyar, Pharm.D., Michael Golding, M.D., Dorothy K. Hatsukami, Ph.D., and Brenda D. Jamerson, Pharm.D., from the Department of Experimental and Clinical Pharmacology, College of Pharmacy (Dr. Kotlyar), and the Department of Psychiatry (Drs. Kotlyar and Hatsukami), University of Minnesota at Twin Cities, Minneapolis, Minnesota; John Umstead Hospital, Butner, North Carolina (Dr. Golding); the Department of Psychiatry, University of North Carolina at Chapel Hill, Chapel Hill, North Carolina (Dr. Golding); and Glaxo Wellcome Inc., Research Triangle Park, North Carolina (Dr. Jamerson).