 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
 |
 |
 |
|||||||||||||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
||||||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|||||||||
| Indhold |
Artikler i Ny Viden - oversigt 
|
| Ny viden |
Selvmedicineringshypotesen tilbage? Af Morten Hesse, psykolog Bruger mennesker, der er afhængige af stoffer eller alkohol, i virkeligheden rusen til at dulme den følelsesmæssige smerte, beruser de sig, fordi de har lyst, eller er den problematiske brug af rusmidler et led i en generel tendens til impulsiv og grænseoverskridende adfærd. Khantzian gjorde begrebet "selvmedicinering" populært i 1990erne. Hans ide var, at bestemte psykologiske vanskeligheder blev taklet gennem at bruge bestemte rusmidler, som virkede (mere eller mindre effektivt) som medicin. Eksempelvis antog han, at mennesker, der var deprimerede kunne have tendens til at blive fristet til at bruge kokain eller amfetamin for at komme ud af den triste stemning, og at mennesker, der var meget angste kunne finde på at bruge alkohol, sovemidler og opiater til at dulme angsten. En rapport fra den meget store amerikanske befolkningsundersøgelse NESARC (Agrawal og kolleger, 2007) har set på disse sammenhænge. NESARC undersøgelsen rummer interviews med over 43000 repræsentativt udvalgte amerikanere. Først opdelte forskerne gruppen i forskellige grupper af stofbrugere med statistisk model kaldet latentklasseanalyse. Denne analysemodel finder så at sige "naturlige grupper" i materialer. Den største gruppe var dem, der generelt ikke havde problemer med illegale stoffer og ordineret medicin (92.5%). Herefter fulgte en gruppe af cannabisafhængige (5.8%), en stimulans/hallucinogengruppe (0.6%), en gruppe der var afhængige af ordineret medicin, som dog også havde en vis hyppighed af cannabis, kokain og hallucinogenafhængighed (0.6%), og en gruppe af blandingsmisbrugere med en høj hyppighed af afhængighed af de fleste stoffer (0.5%). Først og fremmest fandt forskerne, som de tidligere har rapporteret, at stort set alle former for psykologiske problemer, inklusive depression, forskellige former for angst, og antisocial personlighedsforstyrrelse var langt mere hyppige blandt alle grupper af stofafhængige end blandt ikke-afhængige. Der var dog også visse forskelle grupperne imellem. For eksempel var der en tendens til, at hyppigheden af psykiske vanskelligheder var relativt lavere i cannabisgruppen end i de øvrige grupper. Der var også aldersforskelle. Cannabisafhængige og stimulans/hallucinogenafhængige var generelt ikke ældre end omkring 40 år, mens blandingsmisbrugere og medicinmisbrugere fandtes med en vis hyppighed op til 60-årsalderen. Derudover var der en tendens til, at afhængige af beroligende midler og blandingsmisbrugere havde en højere overhyppighed af angst end cannabisafhængige og stimulansafhængige. Endelig var cannabisafhængighed svagere forbundet med antisocial personlighedsforstyrrelse end de øvrige (kun 10 gange overhyppighed i forhold til normalbefolkningen, mod mere end 17 gange for de øvrige grupper). Men efter at have læst artiklen sidder man dog primært tilbage med to indtryk: det ene er, at rigtigt mange stofafhængige har det svært følelsesmæssigt på forskellige måder, og at jo mere alvorligt og komplekst afhængighedsbilledet er, des mere skidt har man det. Det andet er, at der helt klart er tydelige grupper af afhængige, med nogle, der bruger cannabis primært, nogle der bruger "uppers", nogle der bruger "downers", og nogle, der bruger alt hvad de kan få fat på. Hvad om noget, der for alvor adskiller de forskellige grupper er imidlertid ikke særlig klart. Referencer: Arpana Agrawal, Michael T. Lynskey, Pamela A. F. Madden, Kathleen K. Bucholz & Andrew C. Heath (2007): A latent class analysis of illicit drug abuse/dependence: results from the National Epidemiological Survey on Alcohol and Related Conditions. Addiction, 102, 94–104 |
|
|
 |
 |