|
Hvordan kan man fortolke opfølgningsstudier når nogle klienter går tabt?
Af Morten Hesse, psykolog
I mange studier af behandlingseffekt ser man, at en del af klienterne ikke kan spores efter endt behandling. Og der er ingen tvivl om, at jo flere man har kunnet opspore, jo sikrere er resultaterne.
Det har været omdiskuteret, hvad man kan bruge undersøgelser til, når en femtedel eller flere ikke har kunnet spores. En gruppe forskere udsatte deres materiale for en undersøgelse: De så på, om de misbrugere, der ikke blev fundet i første omgang påvirkede konklusionerne på deres undersøgelse. De kom frem til, at selv de konklusioner, de lavede på basis af kun 60% af deres population faktisk holdt, når de nåede op på 90% af populationen. Omvendt var de sidste og sværeste at finde mere belastede end de øvrige. Men selve hovedkonklusionerne med hensyn til undersøgelsen holdt.
Der kan naturligvis være mange grunde til, at man ikke får sporet den enkelte misbruger, og til svingende svarprocenter hos opfølgningsundersøgelser, men det tyder på, at vi godt kan lære noget af undersøgelser, hvor der er mange klienter, der ikke er blevet fundet. Dette må vel kun gælde når undersøgelserne omfatter et vist antal!
Hansten, Downey, Rosengren og Donovan: Relationship between follow-up rates and treatment outcomes in substance abuse research: more is better, but when is "enough" enough, Addiction, 95(9), 1403-1416, 2000
|