Kapitel 2. Misbrug i teori og forskning.

Nøgleord: Modeller, Psykiatrisk sygdomsmodel, Minnesotamodellen, operant betingning.

Indledning. I dette kapitel vil jeg redegøre for nogle af de mest udbredte teorier om afhængighed og misbrug. Jeg vil i den forbindelse gennemgå forskellige udgaver af opfattelser af misbrug som sygdom. Det er med udgangspunkt i en mere eller mindre omfattende kritik af disse konsekvenser af forskellige opfattelser, Marlatt har formuleret sin kognitive terapi.
Jeg skal gennemgå en psykiatrisk model for misbrug, som skelner mellem stofmisbrug og stofafhængighed (Hemmingsen et al 1994). Dernæst vil jeg fremstille hovedsynspunkterne i Minnesotabehandlingen eller 12-trinsmodellens opfattelse af misbrug som en progressiv, uhelbredelig sygdom.
Endelig vil jeg kort redegøre for den adfærdsteoretiske opfattelse, at misbrug må opfattes som operant betinget adfærd.

2.1 Hvad er modeller af misbrug og afhængighed. Modeller må opfattes som socialt producerede konstruktioner af den praktiske omgang med misbrugsproblemer, der definerer misbruget, de muligheder, der er for at intervenere i forhold til det, og de uintenderede konsekvenser, disse konstruktioner kan have for omgangen med problemerne (Giddens, 1984).
Jeg vil derfor diskutere modellerne ud fra deres og måde at sætte misbruget i begreb, deres tilgang til behandling, og deres konsekvenser.

Modeller af misbrug og afhængighed kan tegnes på et kontinuum fra det rent neurofarmakologiske og genetiske over psykologiske modeller til antropologiske og sociale modeller for, hvad afhængighed er. Hver teori eller opfattelse fokuserer på bestemte aspekter af problemet og åbner op for handlemuligheder i forhold til disse aspekter. Andre aspekter bliver dermed mindre belyst.
Hvor minnesotamodellen opfatter misbrug, som et meget "rent" biologisk fænomen, ser den psykiatriske litteratur et "blandingsforhold," mellem biologiske og psykosociale forhold. Antropologiske teorier og social indlæringsteori tillægger de biologiske aspekter af misbruget en helt marginal rolle, hvor teorierne primært sætter dem i relation til tolkningen af stoffernes virkninger på kroppen (eksempelvis Fekjær, internetmanus).

2.2 Den psykiatriske sygdomsmodel.

Nøgleord: Stofmisbrug, stofafhængighed, skadevirkninger, afgiftning, rehabilitering, arvelige og psykosociale faktorer, dobbeltdiagnose.

Inden for psykiatrisk litteratur betragtes misbrug ikke ud fra en enkelt konsistent teori, eller en enkeltstrenget hypotese om misbrugets ætiologi. Der er snarere tale om, at den psykiatriske litteratur opfatter misbrug som et multifaktorielt determineret fænomen.

2.2.1 Problembestemmelse. Inden for den psykiatriske sygdomsmodel skelner man mellem stofmisbrug og stofafhængighed (Hemmingsen et al, 1994, side 429-430). Ved stofmisbrug er der tale om "vedvarende indtagelse trods risiko for eller optræden af psykologiske, somatiske eller sociale problemer betinget af stofindtagelsen" (ibid. side 429). Et egentligt afhængighedssyndrom optræder, når der er mere udtalte skadevirkninger, når der er et mindsket kontrol over indtagelsen, forøget tolerans og - afhængigt af stoffet - abstinenssymptomer.
Inden for DSM III-R er kriterierne for misbrug en oplevelse af kontroltab, så stoffet indtages oftere og i større mængder end planlagt; at der optræder sociale konsekvenser, hvor vigtige rolleforpligtelser forsømmes på grund af misbruget; at der forekommer brug af stoffer trods viden om problemer, der skabes eller skærpes af misbruget; samt tydelig tolerance, sådan at den mængde, der skal til for at opnå en virkning, må være steget med mindst 50%; endelig kan der optræde abstinenser (Volpicelli, 1989, side 453). Mindst tre af disse kriterier skal optræde, og de skal have været til stede i mere end en måned eller have optrådt gentagne gange over en længere periode. Abstinenser er altså ikke en nødvendig betingelse for, at der kan være tale om et misbrug.

2.2.2 Ætiologi. Inden for en psykiatrisk model opfattes misbrug som forårsaget af somatiske og psykosociale sårbarhedsvariable (eksempelvis Volpicelli, 1989, side 454). Specielt fremhæves arvelige faktorer, eftervirkninger af sociale begivenheder og forskellige sociale baggrundsvariable som arbejdsløshed og fattigdom. Personlighedsvariable har ikke kunnet bruges prognostisk til at fastslå, hvem der bliver misbruger.
Flere forfattere argumenterer for, at der er dokumenteret en arvelig faktor hos alkoholikere med et meget massivt misbrug, men ikke hos mennesker med mere begrænsede alkoholproblemer (eksempelvis Wesson et al, 1986, side 6; Volpicelli, 1989, side 455).

Endelig opererer man inden for en psykiatrisk model med interaktion mellem andre psykiatriske lidelser og misbrug; man taler da om "dobbeltdiagnoseklienter." Særligt borderlinediagnosen og karakterafvigerdiagnosen bliver knyttet til misbruget, og i nyere tid har også stofmisbrug blandt skizofrene påkaldt sig opmærksomhed.
Der beskrives i den psykiatriske litteratur flere forskellige sammenhænge mellem misbrug og psykologiske problemer. Misbruget kan opfattes som et selvstændigt symptom, hvor det ses som et udtryk for mangel på kontrol eller realitetstestning, som en form for selvdestruktiv adfærd, og som en forsvarsmekanisme imod ubehagelige erkendelser (se især Cullberg, 1990, side 428-433). I andre tilfælde opfattes misbruget som "selvmedicinering:" ubehagelige psykiske symptomer dæmpes midlertidigt af stofbrug, eksempelvis hos borderline patienter eller skizofrene (Volpicelli, side 455).

2.2.3 Skadevirkninger. Skadevirkninger og afhængighed ytrer sig ifølge en psykiatrisk misbrugsopfattelse forskelligt, alt efter hvilke stoffer, der misbruges.
Blandt de skadevirkninger, der fremhæves er personlighedsmæssige forandringer, toksiske psykoser (ved brug af amfetamin, kokain og - i mindre grad - hallucinogener), abstinenser og abstinensprovokerede psykoser (det sidste ved alkoholmisbrug og misbrug af benzodiasepinpræperater). Ligeledes fremhæves misligholdelse af forpligtelser, og økonomiske konsekvenser, forbundet med udgifterne til at financiere misbruget.
De farligste stoffer ved et udtalt misbrug vurderes til at være benzodiasepiner, alkohol, opiater og amfetamin, mens selv et meget udtalt misbrug af hash og hallucinogener ikke medfører helt så alvorlige skadevirkninger (Hemmingsen et al 1994, side 447).

2.2.4 Behandling. Behandling tænkes ud fra en fasemodel, med adskillelse af "afgiftning" og "rehabilitering" som to adskilte praksisser. "Afgiftning" består af nedtrapning og akut omsorg, ofte i en lukket institution, og bedømmes som enkel at udføre, mens "rehabilitering," som består af iværksættelse af sociale tiltag, er svært og kompliceret. Til afgiftning hører abstinensbehandling, det vil sige at der gives medikamenter som behandler specifikke abstinenssymptomer (eksempelvis fenemal mod kramper, eller stilnoct mod søvnproblemer).
Rehabilitering er den, i høj grad sociale, indsats, der iværksættes med henblik på at få etableret et forhold til arbejdsmarkedet, en tilfredsstillende boligsituation, og at forebygge tilbagefald til misbruget.

2.2.5 Opsamling. Den psykiatriske opfattelse af misbrug er et sæt af forskellige hypoteser om sammenhænge mellem baggrundsfaktorer og misbrug, og forskellige konsekvenser af misbrug, mere end en konsistent teoretisk model.
Der er imidlertid uanset årsager og skadevirkninger den mangel i denne traditions opfattelse, at der er en meget stærk tendens til at litteraturen behandler misbrug ud fra et 3. persons perspektiv, dvs. at problemet ses og defineres udefra, og uden at handlemuligheder formuleres for den person, der har problemet (for begrebet om et 3. persons perspektiv, se eksempelvis Nissen og Forchhammer, 1994). Dette gør, at den psykiatriske sygdomsmodel ikke kan sige meget om, hvordan der skal arbejdes med de følelsesmæssige, kognitive og handlingsmæssige aspekter af misbruget.

2.3 Minnesotamodellen.

Nøgleord: Selvhjælpsgrupper, sygdomsmodel, afholdenhed, narrativer.

Minnesotamodellen eller 12-trinsmodellen (Steffens, 1993) er en ideologisk model med træk af åndelig bevægelse, om hvad afhængighed er, og hvad helbredelse af afhængighed er. Modellen er knyttet til især anonyme selvhjælpsgrupper for misbrugere (Narcotics Anonymous og Alcoholics Anonymous) med en række faste ritualer. Derudover er modellen især i Europa knyttet til behandlingsinstitutioner, der udfører døgnbehandling i privat regi.

2.3.1 Minnesotamodellens opfattelse af misbrug. I minnesotamodellens opfattelse er misbrug en medfødt, fremadskridende sygdom; opfattelsen af misbrug som sygdom er et redskab til at komme uden om misbrugerens skyldfølelse, og få ham til at erkende sin egen magtesløshed over for misbruget. Derefter kan han indse, at han har behov for fællesskabet i selvhjælpsgruppen (ibid. side 47).
Der tales om en kamp mellem selvet og flasken, hvor selvet altid taber. Misbrugeren forsøger at kontrollere misbruget ved hjælp af sin viljestyrke, men kommer altid til kort over for sygdommen, som har kontrol over ham.
Samtidig med at der ligger en sygdomsmodel i minnesotamodellen, deler bevægelsen mange træk med religion og kirkesamfund, som en orientering mod, hvad modellens fortalere kalder "åndelig vækst," og begrebet om en "højere magt." Disse begreber er med til at skabe billedet af en religiøs bevægelse, nok så meget som en egentlig teori om misbrug og behandling. For eksempel beskriver Steffens således, at nye klienter kommer igennem et indgangsritual, hvor de iklædes en særlig dragt, der markerer overgangen til det nye fællesskab.

2.3.2 Minnesotamodellens behandlingsmodel. Hovedrollen i minnesotamodellens behandling spilles af selvhjælpsgrupperne, AA og NA (Alcoholics Anonymous og Narcotics Anonymous).
Selvhjælpsgrupperne fungerer ved, at misbrugerne møder op, og fortæller hver deres personlige historie. Dette sker med faste ind- og udgangsreplikker ("Jeg hedder Morten, jeg er misbruger" ... "Tak for mig!"), og misbrugeren lærer sig efterhånden at fortælle sin historie som historien om, hvordan stofferne tog magten over ham og ødelagde alt; det vil sige i tråd med minnesotamodellens sygdomsopfattelse.
Minnesotamodellen opererer med den såkaldte "bund," det punkt, hvor misbrugeren er nået så langt ned, at han indser, at han ikke selv kan klare at komme ud af misbruget igen.
Det helende moment er indsigten i egen afmagt, og en overladelse af det personlige ansvar til fællesskabet. Misbruget kan kun standses ved fuldstændig afholdenhed, da misbrugeren altid vil være tilbøjelig til at misbruge stoffer, og da et møde med det foretrukne stof altid vil medføre et totalt tilbagefald. Dette møde sammenlignes med en allergisk reaktion: reaktionen er stor, og praktisk taget umulig at kontrollere, selv ved en lille mængde stof i kroppen.

Der er især i Europa en tendens til, at minnesotamodellen er ved at blive en professionel behandlingsmodel. Behandlingen bliver mere og mere institutionaliseret med lukkede døgninstitutioner, der kører standardiserede behandlingsforløb. Samtidig begynder behandlere i andre institutioner at blive inspireret af minnesotabehandlingens ideologi.

2.3.4 Udforskning af minnesotamodellen. Egentlig randomiseret klinisk afprøvning af minnesotamodellen er af praktiske grunde umulig. Det er af gode grunde umuligt at lave randomiserede studier af brugen af anonyme fællesskaber, fordi det ikke muligt er at lave randomiseret visitation, som kan fungere på samme måde som den "mund til mund" procedure, der er hovedvejen ind i de anonyme fællesskaber. Dertil kommer, at ethvert kontrolleret studie kommer i konflikt med princippet om anonymitet.
Et enkelt surveystudie af amerikanske borgeres oplevelse af og tilfredshed med forskellige former for rådgivning og psykologisk behandling viser, at AA og NA er de psykosociale behandlingstilbud i USA, hvis klienter har den højeste grad af tilfredshed (i Consumers Report studiet, se Jacobson og Christensen, 1996, for kommentarer).
Der er gode eksempler på procesorienteret og antropologiske studier af minnesotamodellen, og det er disse studier, der danner grundlag for ovenstående fremstilling (eksempelvis Steffens, 1993; Lave og Wenger, 1989).
Minnesotamodellens postulat om en fremadskridende uhelbredelig sygdom, og om at misbrugeren før eller siden vil "nå bunden" er stærkt omdiskuterede, og mange data svarer ikke til disse forestillinger (se eksempelvis Wasson et al 1986).

2.3.3 Opsamling og kritiske kommentarer. Minnesotamodellen opererer, i modsætning til psykiatrien, med et klart og forholdsvis stringent sygdomsbegreb. Der forudsiges prognose, og der gives samtidig klare handleanvisninger. En kritik, der kan rettes mod minnesotamodellens opfattelse af misbrug, er, at den umuliggør intervention i den situation, hvor klienterne befinder sig midt i misbruget og ikke føler sig klar til total afholdenhed og/eller institutionalisering. Desuden kan den ensidige fokusering på "afholdenhed," bidrage til, at nogle misbrugere dropper ud af behandling hurtigt, enten fordi de ikke har afholdenhed som endemål, eller fordi de ikke kan gennemføre afholdenhed på kort sigt; kravet om afholdenhed kan være medvirkende til, at minnesotamodellen kommer til at selektere sig til succes.
Samtidig er der en risiko for, at den tænkning, der ligger i, at man skal ramme "bunden," før man kan blive fri af misbruget, kan skabe en form for "selvopfyldende profeti:" Personer, der kunne have undgået det, synker ned i et gigantisk selvdestruktivt misbrug eller forsøger ligefrem selvmord, fordi de er blevet overbevist om, at de ikke kan undgå et totalt tilbagefald, hvis de så meget som rører stoffet!

2.4 Misbrug som indlært adfærd.

Nøgleord: Forstærkning, abstinenser, eufori, dyreforsøg.

2.4.1 Er misbrug positivt reinforceret adfærd? En adfærdsorienteret opfattelse af misbrug går ud på, at misbrug er operant indlært adfærd. Misbrugeren har lært at indtage stoffet, og indtagelsen bliver forstærket positivt (ved at rusen blev oplevet positivt) eller negativt (virkningen af stoffet fjernede et ubehag, eventuelt abstinenser) (se Groves og Rebec, 1988, side 189).

Inden for en adfærdsorienteret forskning har dyreforsøg en prominent plads i udforskning af menneskelig adfærd. Dette gælder også i studiet af misbrug som operant betinget. I et typisk forsøg gives et forsøgsdyr med korte mellemrum morfin, hvorefter det selv får mulighed for at udløse stoffet, eksempelvis ved at træde på en pedal. Når forsøget stilles op på denne måde, vil forsøgsdyrene hurtigt lære at administrere stoffet til sig selv, og gøre dette efter en opadstigende kurve (Groves og Rebec, side 189).
Men betyder det nu, at misbruget kan opfattes som positivt reinforceret adfærd? Andre forsøg tegner et billede af, at dette ikke er tilfældet:

"Rats were allowed to choose between two solutions with almost identical taste. One of them contained morphine. For the first 8 hours, the animals drank equal amounts of the two solutions. For the rest of the 19 days which the experiment lasted, they avoided the morphine almost completely. This means that the rats avoided morphine when they got to know the effects of morphine ..."
Peele, 1985, efter Fekjær udateret.

Hos mennesker har forskningen heller ikke kunnet påvise en direkte biokemisk induceret forstærkning af brug af de stoffer, der misbruges. Dette skulle være i form af at der til indtagelse af stof svarer en bestemt virkning, der kan kaldes "eufori":

"In a pretest, 9 persons were given morphine, heroin, and amphetamine. The reports did not match the textbooks: Opiates gave no "euphoria."
In a more comprehensive study, the same three drugs were given in addition to a sleeping pill (a barbiturate) and placebo. The drugs were administered by intravenous injection to 80 persons who belonged to one of three groups: Healthy, ill patients and addicts.
The majority of participants classified the effects of amphetamine as positive. Placebo and the sleeping pill were characterized as neutral. Morphine and heroin were largely classified as unpleasant, except by the addicts. Very few would consider taking them again - most of the participants would rather have the placebo."
Lasagna et al, cit in Fekjær, udateret.

Dette forsøg illustrerer, at en effekt, der kan kaldes eufori, ikke er et automatisk eller biologisk fænomen ved indtagelse af narkotika. Mange misbrugere forestiller sig, at narkotika påvirker et særligt center i hjernen, som giver en behagelig følelse i kroppen og psyken. Men dette er næppe tilfældet.
Det betyder ikke, at man ikke kan beskrive misbrug som positivt reinforceret, men den positive reinforcering er socialt og kognitivt medieret, og handler lige så meget om forventninger til stofvirkningen, som om stofspecifikke virkninger. Det er blandt andet på denne baggrund, det skal ses, at der er valgt netop en kognitiv tilgang til behandlingen af stofmisbrug i projektet.

2.4.2 Er misbrug negativt reinforceret adfærd? En biokemisk funderet negativ forstærkning af misbrug spiller ganske givet en rolle i opretholdelse af misbruget; det kan lade sig gøre at gøre forsøgsdyr afhængige af morfika, når de først har oplevet at få abstinenser af stoffet. Stoffer kan da være negativt reinforcerende, ved at stoffet fjerner abstinenserne hurtigt og effektivt.

Men som Fekjær fastslår det, er der imidlertid tale om en sekundær faktor i forhold til forventningsvariable og socialt producerede betydninger: afhængighed opstår meget sjælden i smertebehandling af misbrug, også når behandlingen er langvarig, og dosis er høj.

Dette tyder på, at misbrug først og fremmest er et socialt produceret fænomen; hypotesen om positiv og negativ reinforcering af misbrug passer som hånd i handske med heroinfolkloren blandt stofmisbrugere: heroinbrugere forestiller sig, at abstinenser efter heroin og metadon er noget af det værste, der findes, og at heroinrusen er noget af det bedste. Men disse opfattelser synes i høj grad at være netop folklore; således er alkoholabstinenser og abstinenser efter benzodiasepiner farligere end heroin- og metadonabstinenser, og psykoser og kramper må næsten være mindst lige så ubehagelige som daihrrea, gåsehud og feber, som er de typiske abstinenser ved udtalt heroinafhængighed.

2.4.3 Diskussion. En behandling, der er udformet ud fra operant betingning, vil få en række teoretiske og praktiske problemer: for det første giver operant betingning ikke nogen tilfredsstillende forklaring på tilbagefald, der kan optræde meget længe efter at misbruget er afbrudt. For det andet har nogle af de behandlinger, der er foreslået ud fra traditionelle adfærdsterapeutiske teknikker såsom aversionsterapier, den ulempe, at de ikke skaber kognitive forandringer, der kan støtte misbrugeren, efter at den betingede forbindelse mellem ubehag og misbrugsstof forsvinder.

2.5 Behandlingseffektforskning.

Nøgleord: Behandlingsresultater, resocialisering, helbredelse, longitudinale studier, metadonbehandling, terapeutiske samfund.

Jeg skal i dette afsnit gennemgå vigtige resultater for behandlingseffektforskning. De konkrete metoder der kan bruges til at undersøge behandling og dens metoder falder imidlertid uden for kapitlets rammer, og gennemgås i kapitel 4.

2.5.1 Resultater - hvad ved vi om misbrugsbehandling? Forskningen i misbrug og misbrugsbehandling er præget af paradigmeproblemer, stridigheder om målsætninger, og manglende overbevisende resultater, særligt når behandling vurderes ud fra mål som total afholdenhed og rehabilitering. En opsummering af internationale og skandinaviske forskningsresultater måtte således konkludere:

"Forskningen ger inget stöd för at narkomanvården i sig ger en behandlingseffekt som överstiger graden av spontanläkning inom missbrukargruppen generell."
Bergmark og Oscarsson 1993, bilag 1

Baggrunden for Bergmark og Oscarssons udsagn er mangeartet. Et hovedproblem er, at frafaldsrater typisk er så høje for alle ikke-metadonbaserede behandlingstilbud, at selv pæne resultater ofte er svære at tolke, fordi behandlingen i realiteten har selekteret sig til succes. Når behandlingstilbud selekterer sig til succes, er det ikke af ond vilje, men fordi en meget stor del af klienterne aldrig kommer ind i behandlingstilbudet. Enten fordi de stikker af før de kommer ind i behandlingen, eller fordi de ikke klarer indledende behandlingsfaser, ofte kaldet motivationsfaser, afklaringsfaser, eller lignende.

Det synes simpelt hen som om stofmisbrugere sjældent stiller sig tilfreds med den behandling de påduttes i randomiserede forsøg, og der har ikke kunnet rapporteres nogle randomiserede forsøg med stoffri behandling overhovedet (Bergmark og Oscarsson 1993, side 14; De Leon, 1990, side 117, nævner tal på 8-25% for forbliven i terapeutiske samfund efter 1 år).
Nok så meget af forklaringen ligger dog i det lille ord "spontanläkning," altså spontan helbredelse. Når der behandles ud fra mål som stoffrihed og resocialisering synes frafaldsraterne netop at være så høje, at det praktisk vil være umuligt at lave sammenligninger mellem grupper, der sættes i behandling og grupper, der ikke gør det.
Ved en undersøgelse Bergmark og Oscarsson betegner som illustrativ, måtte forskerne opgive at konkludere på sammenligninger af terapeutiske samfund og metadonbehandling, fordi frafaldet var så stort, at det ikke var muligt at konkludere på basis af resultaterne (side 14).
For metadonbehandling gælder, at frafaldet er betydeligt mindre. Men selv om skadereduktion har kunnet dokumenteres (se eksempelvis McLelland et al 1988, og McLelland et al 1993) er graden af total rehabilitering ofte lav, den store gruppe af metadonklienter har tilbagevendende episoder med misbrug af alkohol og stoffer, og mængden af personer, der bliver helt stoffrie efter metadonbehandling er meget lille (således i nogle studier mindre end 10% efter 10 år, De Leon, 1990, side 114).

For at overvinde disse problemer peger en del af den nyere litteratur på matchning af klienter med behandlingstilbud, særligt ud fra psykologiske kendetegn. Nogle peger på psykiatriske diagnoser som de karakteristika, der skal matches efter i misbrugsbehandlingen (ibid. og Volpicelli 1989). Andre peger på generelle psykologiske strategier som copingmekanismer, attributionsmønster eller lignende (Nielsen, 1992a, 1992b, Marlatt 1985a side 66). Der er imidlertid ikke mange, der har kunnet give konkrete og veldokumenterede bud på, hvordan en sådan matchning kan foretages.
Demografiske og sociale variable og variable for misbrug har ikke overhovedet kunnet bruges til at forudsige udbytte eller forbliven i behandling. Psykologiske variable synes at spille en vis rolle, sammen med variable for kriminalitet, men disse variable synes ikke at kunne sige noget som helst om, hvilken behandling, der vil kunne give et godt udbytte (eksempelvis De Leon, 1990, side 115).

2.5.2 Omfattende studier. De to mest systematiske, omfattende prospektive studier der findes inden for stofmisbrugsområdet er DARP og TOPS programmerne (Bergmark og Oscarsson 1993, side 16-23).

DARP programmet er et studie af 27460 stofmisbrugere som er blevet fulgt siden perioden 1969-74, hvor de startede i forskellige behandlingsprogrammer. I dette studie blev metadonvedligeholdelse, terapeutiske samfund, stoffrie polikliniske programmer, poliklinisk hurtig afrusning og klienter som droppede ud inden behandlingen begyndte, sammenlignet. De forskellige behandlingsformer blev dog kun sammenlignet efter disse grove kategorier, mens der ikke blev lavet grundigere sammenligninger mellem enkelte institutioners resultater, eksempelvis med udgangspunkt i kontrolforanstaltninger, social og medicinsk service og omsorg.
Der er draget to konklusioner af DARP-studiet: det ene er, at der ikke er forskel på resultaterne af forskellige typer af behandling, og det andet, at jo længere tid en klient forbliver i behandling jo bedre er prognosen. Efter et år viste alle de længerevarende behandlingsprogrammer (altså alt undtagen hurtig afrusning) ens resultater på de fleste mål: Andelen af misbrugere, der hverken havde et forbrug af illegale stoffer eller begik kriminalitet, var således i langtidsmetadonbehandling 27%, i terapeutiske samfund 28%, og i stoffrie polikliniske programmer 24%. De tilsvarende tal for kortvarig poliklinisk afrusning og gruppen, der ikke startede i behandling var henholdsvis 15% og 14%. Baggrundsvariable og individuelle klientkarakteristika viste ikke nogen særlige tendenser. Imidlertid gør det, at der ikke var tale om en randomiseret udvælgning af klienter, at tolkning af tallene er behæftet med en del usikkerhed. Den manglende randomisering betyder også, at det ikke umiddelbart lader sig afgøre, hvorvidt forskellen mellem grupper med behandling og grupper uden behandling skyldes behandlingen eller selektion. Selektionen kan give problemer for denne slags undersøgelser: De personer, der klarer sig godt, kan permanent eller forbigående have psykologiske eller sociale ressourcer, der ikke bliver taget højde for i sammenligningen af behandlede eller ikke behandlede.
Varigheden af behandling syntes med de nævnte metodiske forbehold at være en afgørende faktor: jo længere tid misbrugerne tilbragte i behandlingen, jo bedre prognose 1 år efter. Klienter i behandlingsprogrammerne, der tilbragte mindre end 3 måneder i programmerne, havde ikke bedre prognose end klienter, der kun fik hurtig afrusning eller slet ingen behandling (ved metadonvedligeholdelse var den nødvendige tid 300 dage). Ved 3 års follow up var disse forskelle stadig til stede, men ved seks års follow up var de forsvundet. Det sidste har naturligvis alvorlige konsekvenser for, hvad vi uden videre kan forvente af misbrugsbehandling. Det rejser interessante spørgsmål om behandlingens betydning for tilbagefald, som desværre ikke er lette at besvare på grund af det lange forløb, der vil skulle undersøges.

TOPS-undersøgelsen er ligeledes en prospektiv undersøgelse, der inkluderer 11750 klienter. Til trods for forskelle i klientmasse er resultaterne meget lig dem fra DARP-undersøgelsen. Efter 3 måneder var mere end 60% i stoffri, ambulant behandling faldet fra eller overført til anden behandling. I institutionsbehandling var det tilsvarende tal 56% og i metadonvedligeholdelse 35%.
Den flerårige opfølgning af misbrugerne der havde modtaget behandling viste, at en stigende men lille del af misbrugerne var stoffrie i årene, der fulgte undersøgelsens start; at lejlighedvis opioidforbrug stort set forsvandt; at tilbagefaldet trods alt var stort; og at det også kunne optræde mange år efter afslutning af behandlingen: således havde 19% af de, der var faldet tilbage efter 12 år, haft mindst 6 år i træk uden misbrug efter afgiftning.
Et andet interessant fund fra TOPS-undersøgelsen var, at kun en mindre del af misbrugerne forblev i dagligt opiatmisbrug igennem flere år; til gengæld var andelen af misbrugere, som havde et hashforbrug generelt stigende igennem mange år. Dette kan tolkes som, at hash kom til at spille en rolle som substitutionsmisbrug eller selvmedicinering, med betydeligt mindre skadevirkninger end heroinen (se Hemmingsen et al, 1994, side 447).

Alt i alt synes DARP og TOPS studierne at vise, at en meget stor del af misbrugere dropper ud af behandling, særligt stoffri behandling, og at det kun sjældent skyldes holdbare forbedringer i deres situation. Endvidere synes undersøgelserne at dokumentere en vis, tidsbegrænset effekt af behandling; men denne effekt må tages med det forbehold, at alle data udelukkende er korrelationelle.

2.5.3 Undersøgelser af rådgivning og specifik psykologisk behandling for stofmisbrug. Der findes studier, der sammenligner af kombinationen af psykoterapi og metadonbehandling med kombination af metadon og generel rådgivning.
Bergmark og Oscarsson referer forskellige undersøgelser (1994, side 15). I et metadonvedligeholdelsesprogram modtog en behandlingsgruppe støttende og ekspressiv eller kognitiv psykoterapi sammenlignet med en gruppe, som kun fik rådgivning. Førstnævnte gruppe kom bedre ud, også ved 7 og 12 måneders opfølgning, på skadereduktionsdata. I en anden undersøgelse blev psykodynamisk psykoterapi og metadon sammenlignet med metadon og generel rådgivning for klienter med misbrug, samt angst, depression og personlighedsforstyrrelser. I denne undersøgelse var der ikke signifikante forskelle mellem behandlingsgruppen og kontrolgruppen. I en tredje undersøgelse viste det sig, at klienter i familieterapi og metadon klarede sig bedre end klienter, der kun modtog metadon. Forskellene fortog sig dog over tid. I en fjerde undersøgelse blev ekspressiv psykoterapi, familieterapi og rådgivende gruppeterapi sammenlignet for kokainmisbrugere. Denne undersøgelse viste ingen markante forskelle mellem behandlingsformerne, men forskel fra behandler til behandler.

McLelland og hans kolleger har foretaget kliniske eksperimenter, der skulle undersøge virkningen af rådgivning og psykosocial støtte. I et studie (McLelland et al, 1988) blev klienter, der allerede var inde i et metadonprogram tilfældigt fordelt til forskellige rådgivere i institutionen; det viste sig, at der var store og tydelige forskelle i den gennemsnitlige udvikling på så at sige alle områder for de forskellige rådgiveres klienter. Ud fra dette konkluderede forskerne, at behandleren spiller en stor rolle for behandlingsforløbet, men det var på grund af undersøgelsens design ikke muligt at udtale sig om, hvilke træk ved behandlernes praksis, der gjorde forskellen.
I et andet studie (McLelland et al, 1993) blev tre grupper af matchede klienter tilfældigt fordelt til tre forskellige behandlingsforhold: minimal metadonbehandling, hvor klienterne kun havde meget lidt kontakt med rådgivere; standard metadonbehandling, hvor klienterne blev fulgt rimeligt tæt, og rådgiverne blev informeret om ugentlige urinprøver; og metadonbehandling med ekstra støtte, hvor en særlig medicinsk, psykologisk og revalideringsmæssig opmærksomhed blev tilføjet til standardbehandlingen på institutionen. Dette studie viste statistisk signifikante forskelle mellem de tre behandlingsgrupper, til fordel for mere omfattende behandling og støtte.

2.5.4 Opsamling. Forskningen inden for misbrugsområdet står meget dårligt med hensyn til resultater. Der er generelt fundet midlertidige, begrænsede forandringer hos de klienterne, og jo mere omfattende forandringer behandlingen har fordret, jo større frafald, og dermed større sandsynlighed for at behandlingens succes er et resultat, der ville være kommet uanset behandling eller ej, med de samme mennesker.

Det store problem som efter min opfattelse karakteriserer alle de opsummeringer og resultater, jeg her har refereret, er at de baserer sig på en meget teorifattig tilgang til misbrug. Man forsøger at vise om behandling virker, og hvilken behandling, der virker på hvem, men ikke hvad en "virkning" kan være eller hvordan forandringer kan tilvejebringes, og i hvilke sammenhænge. Derfor bliver disse oversigter ikke særligt informative for klinikeren eller for misbrugeren.

Det, de kan sige noget om, er imidlertid:
- At det ikke har ladet sig bevise, at "behandling" uanset type "helbreder" stofmisbrug, altså skaber stoffrihed og rehabilitering, men at det formodentlig kan reducere skadevirkninger og skabe muligheder for forbedringer af livssituationen. Total rehabilitering og stoffrihed mangler endnu at dokumenteres overbevisende som resultat af behandling.
- At det må være et mål i misbrugsbehandling at nedbringe frafaldet, fordi forbliven i behandling formodentlig er gavnligt for klienter.
- At demografiske og sociale variable ikke er afgørende for, hvem der har gavn af behandling, mens psykologiske variable og kriminalitet er.
- Den gruppe, vi i de følgende kapitler har med at gøre i projektet, er metadonklienter. Det vil sige, at ud fra ovenstående erfaringer vil vi forvente, at størstedelen af dem vil forblive i metadonbehandling og have tilbagevendende episoder med stort misbrug af alkohol, heroin og andre stoffer.
- At psykologisk behandling gør en vis gavn for metadonklienter i det mindste på kort og mellemlangt sigt, men at psykodynamisk psykoterapi ikke er den behandling, der bør vælges til stofmisbrugere, før der fremkommer undersøgelser med gode resultater og forklaring på de hidtige dårlige.

Den slags forskning kan være med til at skabe realistiske forventninger til udbyttet
En teoridrevet forskning, der rummer mulighed for falsifikation af teorien, vil i forhold hertil kunne give langt flere oplysninger om misbrug og behandling, som vil være relevant for brugere og behandlere. Det drejer sig efter min opfattelse primært om at følge enkeltpersoner i behandlingsforløb, og de metoder, der kan anvendes til dette formål er enkeltsubjekt eksperimenter og undersøgelser af forskelle i opfattelser mellem behandlere og klienter som fokuserer på selve de aspekter som behandlere anser for væsentlige i behandlingen. Jeg skal vende tilbage til disse metoder i kapitel 4.

2.6 Opsamling og konklusion. Forskningen i behandling af misbrugere giver et meget generelt og vagt billede af området. Den giver meget lidt information til behandlere. Der er tegn på, at behandling generelt virker skadereducerende og kan virke reducerende på stofforbrug, men at misbrugeres sociale situation ikke forandres, og at de stadig lever som misbrugere efter behandlingen. Når stoffrihed og resocialisering er målet, er tilbagefald regelen ved udskrivelse. Jo længere tid misbrugerne har været i behandling jo længere tid går der før de falder tilbage.
Holdbarheden af de forandringer der sker, er forskellig fra studie til studie, og meget tyder på, at man ikke uden videre kan konkludere, at hver behandling giver et lille "løft," der fører misbrugere lidt videre mod en stoffri, veltilpasset tilværelse, eller at en sådan tilstand er stabil.

Det generelt høje frafald sammen med det forhold, at et længerevarende forløb tilsyneladende giver et bedre resultat, betyder, at det må være et mål at skabe behandlingstilbud der er attraktive for misbrugerne. Der må søges efter metoder til at skabe en tillidsrelation mellem behandlere og klienter, der gør at samarbejdet kan fortsætte så længe som muligt, og at det også kan fortsætte så længe som muligt, selv efter massive tilbagefald.