Debat - Heroinkrigen

PDF-dokumenter
For at læse pdf-dokumenter skal du bruge Acrobat Reader fra Adobe. Programmet er gratis og kan downloades ved at klikke >>>
Indhold
Send debatindlæg Dygtige behandlere af Dan Ejstrup (27.02.08) Handlingslammelse Af Rikke Kirchheiner. (19.01.07) Skræmmejournalistik af Liese Recke, psykolog (24.01.06) Slaget om sprøjterummet af Nanna W. Godtfredsen, jurist. (Juli 2003)(Pdf-dokument) Notat om brugerrum Debat på juridisk grundlag af Nanna W. Gotfredsen, jurist (02/02/03)(Pdf-dokument) Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof. Af Nanna W. Gotfredsen, jurist (14/11/02) Tvang og uvidenhed Af Michael Jourdan, filosof, (09/11/02) Åben konference i Folketinget om en offentlig uddannelse for misbrugsbehandlere. af bestyrelsen, Fagligt Selskab for Misbrugerbehandling (12-09-02) Fra det narkotikafri til det evidensbaserede samfund? af Steffen Jöhncke (antropolog, phd-studerende, Københavns Universitet (01-08-02) ADHD, depression, bipolær lidelse og misbrug af Morten Hesse, psykolog (04-09-01) Anmeldelse af Jørgen Lumbye: Ecstasy - en nuanceret indføring. 2001. (pdf-dokument) af Karen Ellen Spannow (01-07-01)(Pdf-dokument) Oplæg fra seminar om behandlingsskader i misbrugsbehandling afholdt d. 2. oktober 2000 i Vesterbro Kulturhus af : Steffen Jöhncke, antropolog, Københavns Universitet Eric Allouche, psykolog, Vestsjællands Amts Misbrugscenter Jørgen Kjær, BrugerForeningen Michael Jourdan, filosof Samtale- og adfærdsvejledning for klienter i metadonbehandling. af Liese Recke, eks-klient (02-02-00) Stoffri døgninstitution lukker af Thomas Strandvig, projektleder (19-08-99) Profession: Misbrugspsykolog af cand. psych. Eric Allouche (04-08-99) Heroinkrigen Liese Recke, stud. psyk (02-02-00) Svar til Lise Recke af Brian Bugge, ex-narkoman (02-02-00) Kommentar af cand.psych. Bjørn Herring (02-02-00) Narkomaner i selvudvikling af Liese Recke, stud. psyk. (02-02-00)

Debat

Heroinkrigen

Af Liese Recke, stud. psyk.
Liese@forum.dk

Dramatiske billeder i TV. Byldebefængte narkomaner på offentlige steder, nød og lidelse på Maria Kirkeplads. Et teaterstykke der underholder pæne borgere med billeder af ulykkelige og triste narkomanskæbner, - og indtrykket af det danske behandlingssystems fallit understreges som så ofte før gennem dramatiske reportager om narkokriminalitet, død og ulykke, hvor forskellige politikere og eksperter skiftes til at udtrykke retfærdig harme og forurettelse over tingenes tilstand, og medfølende Mother Theresa wannabe`s får pudset glorier i den bedste sendetid. Budskabet er klart: NOGEN MÅ GØRE NOGET. Nogen må tage et radikalt initiativ så man fremover kan udrydde de foruroligende narkotikaproblemer. Nogen må frelse disse ulykkelige. Og midt i følelsen af turbulent forargelse dukker heroindebatten op som en gave fra oven, en oplagt slagmark til at udkæmpe spektakulære dueller på. Fanfaren har lydt og der må vælges side, for her har vi endelig et tema, en indbydende løsningsmodel, som er konstrueret så det dækker over stort set alle andre problemer på stofbehandlingsområdet, og som i sin tilsyneladende enkelhed kan begribes af enhver..

Den populære mytologi.

Når heroindebatten formidles i medierne hviler problemstillingen på følgende antagelser:

1) "Narkomaner vil have heroin og er utilfredse med andre stoffer. Heroin giver eufori..metadon "dulmer" bare." Imidlertid viser forsøg fra både England og Schweitz at heroinbrugere i blindtester sjældent kan mærke forskel på heroin og metadon, selvfølgelig underforstået at indtagelsesmåden er den samme for begge stoffer. Injicerbar metadon kan altså til enhver tid hamle op med heroinens euforiserende effekt. Metadon virker bare længere end heroin, hvorfor den er mere velegnet i en behandling som i sit udgangspunkt tilstræber en stabiliserende effekt. Heroinens korte varighed giver derudover en dårlig søvnkvalitet, hvorfor de fleste alligevel foretrækker at supplere med metadon.

2) "Der er en gruppe vi ikke når - de behandlingsresistente. De vil komme hvis de får heroin". Her kan man spørge sig selv hvorfor behandlingssystemet har så travlt med at tiltrække nye klienter, når der i forvejen fattes midler til dem som gerne vil i behandling. Mange eksisterende (overfyldte!) behandlingsinstitutioner har desuden en praksis hvor netop de svageste bortvises fordi de ikke er istand til at indrette sig på de givne kontrolpræmisser. Og der er ingen grund til at tro at kontrolaspekterne i en heroinbehandling bliver mindre. Snarere tværtimod.

3) "Man har gode erfaringer i udlandet med heroinbehandling." Har man nu også det, og i forhold til hvad? Det kommer da an på hvor man kigger, og hvad man kigger efter. Englænderne, som aldrig har dæmoniseret heroinen, men beholdt den i den medicinske behandlingspraksis, finder at metadon i misbrugsbehandling er heroinen overlegen. Her er det imidlertid vigtigt at huske på at 9 % af metadonen i England udskrives som injicerbart. Her i landet er det skik at forurene metadonen med sukkerstoffer for at forhindre injektion, hvilket naturligvis ikke forhindrer at metadonen alligevel injiceres, ofte med alvorlige skader til følge. Det er naturligvis svært at argumentere mod den schweiziske propagandamaskine, som tilskriver heroinbehandlingen enestående resultater. Nogle af os erindrer imidlertid de samme omkvæd i forbindelse med enhver nystartet behandlingspraksis og sådanne reklameindslag må anses som fast procedure af enhver behandlings legitimeringsgrundlag. De udenlandske forsøg skal vurderes i deres egen kontekst, og muligheden foreligger at schweizerne har forsømt deres (mange) stofbrugere så længe at den megen opmærksomhed og psykosociale støtte i forbindelse med heroinudskrivningen har en pludselig og fantastisk effekt. For der er ingen tvivl om at behandling i forbindelse med stofmisbrug nytter. Al behandling.

4) "Vores nuværende behandlingssystem er utilstrækkeligt!- vi er nødt til at prøve noget helt nyt!" Vi ved faktisk ikke om vort nuværende behandlingssystem er utilstrækkeligt (til prisen) og i så fald på hvilke punkter. Det er man nemlig først for nylig begyndt at undersøge, og vi mangler f.eks. stadig at spørge brugerne om deres erfaringer med den eksisterende praksis og tage deres svar alvorligt. På baggrund af det ringe evalueringsmateriale er debatten samt beslutningstagerne derfor overladt til de interessenter som råber højest, og hvoraf mange har deres helt egen økonomiske og moralske dagsorden.

Men dette medlidenhedsdrab på den populære mytologi markerer ikke nødvendigvis afslutningen på heroinkrigen. Faktisk er der flere interessante aspekter omkring heroindiskussionen som glimrer ved deres fravær i den offentlige debat. De har nemlig ikke noget at gøre med hverken heroinens farmakologi eller selvpromoverende udenlandske undersøgelser. Efter min mening knyttes de mest interessante aspekter snarere an til selve debattens forskellige funktioner.

Hvad heroinskyen skjuler

Heroinkrigen er med til at fastholde fokus på en meget snæver problemstilling, og således undgår vi de gamle påtrængende skeletter i skabene som er for støvede, for komplicerede, for anstrengende eller bare i al almindelighed politisk ukorrekte. Her kan i flæng nævnes: manglende undersøgelser af de eksisterende behandlingstilbud og manglende ressourcer til samme, manglende ideologisk og praktisk sammenhæng mellem forskellige behandlingstiltag, manglende brugerundersøgelser samt brugerevalueringer og effektmålinger, manglende eller sparsom videnskabelig misbrugsforskning, mangelfuld formidling, mangelfulde efteruddannelsesmuligheder for det faglige personale, manglende forståelse og sammenhæng mellem narkobehandlingens historiske udvikling og udviklingen i det øvrige samfund, manglende afklaring af fagpolitiske problemer i stofbehandlingssektoren, manglende nuancering i udbuddet af døgnbehandlingspladser, uacceptable geografiske forskelle i udbuddet af behandlingsmuligheder, og endnu er der ingen som reelt har undersøgt hvorfor der dør så forholdsvis mange stofmisbrugere her i landet.

Den slags emner har imidlertid en kedelig tendens til at fokusere på samfundets egne prioriteringer og kompetancer, og vil sikkert medføre triste debatter om ressourcefordeling, fagpolitik og praktisk gennemførlighed. "Heroinproblemet" derimod - så fastholder vi fokus på "de andre" i en atmosfære af dynamik, farlighed og opportunisme hvor man modigt og risikofrit altid kan slå et ideologisk slag for den stakkels mishandlede narkoman, helt uanset om man er tilhænger eller modstander af det absurde medieskabte begreb "fri heroin".

Kampen mod "krigen mod stofferne"

Som mange stofbrugere har mærket på egen krop, så udarter krigen mod stofferne sig i mange tilfælde til at være krigen mod brugerne, og det medfører naturligvis som i enhver anden krig, en modoffensiv. Denne bevægelse manifesterer sig i offentligheden gennem harm-reductiondiskursen, hvor heroinbehandlingen for tiden fungerer som den store fællesnævner. Og måske er det ikke så ringe endda, for det kunne se ud som om der er mere politisk velvilje til at finansiere et behandlingsforsøg med heroin, fremfor financering af mindre TV-egnede kvalitetsforbedringer på området. På den måde virker heroindebatten som en vellykket fundraisingsstrategi og er med til at profilere og samle en gruppe med et vigtigt budskab. Men hvis eventuelle nykomne ressourcer også i den virkelige verden skulle kvalitetsforbedre behandlingsindustrien, skulle man måske hen ad vejen overveje at nuancere diskussionen, så konkrete harm-reductionstiltag f.eks. kom til at omfatte oprettelse af fixerum, økonomisk og praktisk prioritering af opsøgende omsorgsarbejde, kortsigtede afgiftningstilbud, udlevering af injicerbart metadon, adskillelse mellem adfærdskontrol og medicinsk behandling etc.

Behandlingskonkurrence

Et andet interessant aspekt i heroindebatten er konkurrenceelementet mellem institutionerne i behandlingssektoren. Det virker for mig lidt sært at man politisk har valgt at udlicitere den stoffri døgnbehandling til alle mulige former for privat og moralsk virksomhed samtidig med at de amtslige centre har fået geografisk definerede monopoler på substitutionsbehandlingen. At håndtere et sådant monopol kræver en høj etisk og faglig standard, og det kan umiddelbart være svært at se hvor pisken og guleroden skal komme fra for at få centrene til at opretholde et acceptabelt service- og behandlingsniveau. De private institutioner er trods sparsom offentlig kontrol og evaluering overladt til de frie markedskræfter og må vel i konkurrencens navn efterhånden overholde visse anstændighedskrav. Dersom kommende heroinklinikker kunne komme under privat eller kommunalt regi ville de måske i bedste fald være en ansporing til at de amtslige centre tager deres behandlingsansvar alvorligt og passer lidt på kunderne i butikken, så de ikke opsluges af konkurrerende substitutionsbehandlingstilbud. En sådan situation forudsætter imidlertid omlægning af den overordnede politik og praksis på området.

Symbolværdien

Det sidste aspekt jeg ønsker at trække frem i denne omgang handler om heroinens symbolværdi. Ved at stille heroin til rådighed som substitutionsmedikament kunne det se ud som man endelig hjælper heroinbrugeren på egne betingelser. Som du ønsker skal du få - helt i Kierkegårds ånd. Men nogle af de barmhjertige samaritanere overser i forbifarten at egne betingelser omfatter andre aspekter end de farmakologiske. I en heroinbehandling kan stofbrugeren måske i et kort øjeblik føle sig mødt, indtil det går op for hende, at den daglige ydmygende vandring til centret efter metadon erstattes med en endnu hyppigere vandring til heroinklinikken, hvor den samme slags behandlere vil udvise samme slags kontrol som den hun kender fra metadonudleveringen. Hun vil med stor sandsynlighed ikke kunne få heroinen med hjem, og vil i den slags situationer stadig være henvist til det forhadte institutionaliserede metadoncirkus. Så meget for mødet med brugeren. Dersom den danske substitutionsbehandlingspraksis ikke ændres, vil heroinbehandling for brugeren derfor svare til at pisse i bukserne for at holde varmen. Symbolværdien i sig selv vil på længere sigt vise sig at være for ernæringsfattig. Og den udstødte stofmisbruger vil atter blive karakteriseret som adfærdsvanskelig og behandlingsresistent trods alles gode viljer og hensigter.

Ansvar

Der skal ikke herske nogen tvivl om at stofbrugere alt for ofte lever et uværdigt liv i nød og elendighed. En stor del af dette skyldes imidlertid ikke stofferne i sig selv, men snarere at stofbrugere unddrages mange af de rettigheder andre mennesker betragter som selvfølgelige. Hendes retsstilling er tvivlsom, smertebehandling umulig, forældreevne betvivles som udgangspunkt- stofbrugeren er en ildeset paria hvor hun end færdes. Stofbrugeren er kort sagt frataget en del af sin menneskelighed og vores legitimerende forklaringsmodeller på dette fænomen spænder over hendes manglende socialisering og psykiske ufuldkommenheder til sygdommen narkomani og hendes "stofpåvirkede" adfærd. Under alle omstændigheder placeres hovedårsagen til elendighederne indeni stofbrugerens person, hvilket er med til at sløre andre faktorers indflydelse på problemfeltet deriblandt behandlingssystemets særlige konstruktion og praksis.

Den fortsatte umenneskeliggørelse af stofbrugeren formidles i stort omfang gennem de medier som ligeledes opretholder den absurde heroinkrig, og som heller ikke viger tilbage fra at betegne en ukendt drabsmand som en "narkomanlignende type", hvilket bare er et eksempel af mange fra DR`s TV-avis. Og så længe vi og medierne deltager i fremstillingen af stofbrugere og det dertilhørende problemfelt som specielt anderledes, letfatteligt og entydigt og ingen skelner mellem farmakologi og narkotikapolitik, så længe opretholdes også stofbrugeres ydmygende, omend underholdende, levevilkår. Helt uafhængigt af diskussionen om den "fri heroin".

Liese Recke, stud. psyk.