Debat - Profession: Misbrugspsykolog

PDF-dokumenter
For at læse pdf-dokumenter skal du bruge Acrobat Reader fra Adobe. Programmet er gratis og kan downloades ved at klikke >>>
Indhold
Send debatindlæg Dygtige behandlere af Dan Ejstrup (27.02.08) Handlingslammelse Af Rikke Kirchheiner. (19.01.07) Skræmmejournalistik af Liese Recke, psykolog (24.01.06) Slaget om sprøjterummet af Nanna W. Godtfredsen, jurist. (Juli 2003)(Pdf-dokument) Notat om brugerrum Debat på juridisk grundlag af Nanna W. Gotfredsen, jurist (02/02/03)(Pdf-dokument) Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof. Af Nanna W. Gotfredsen, jurist (14/11/02) Tvang og uvidenhed Af Michael Jourdan, filosof, (09/11/02) Åben konference i Folketinget om en offentlig uddannelse for misbrugsbehandlere. af bestyrelsen, Fagligt Selskab for Misbrugerbehandling (12-09-02) Fra det narkotikafri til det evidensbaserede samfund? af Steffen Jöhncke (antropolog, phd-studerende, Københavns Universitet (01-08-02) ADHD, depression, bipolær lidelse og misbrug af Morten Hesse, psykolog (04-09-01) Anmeldelse af Jørgen Lumbye: Ecstasy - en nuanceret indføring. 2001. (pdf-dokument) af Karen Ellen Spannow (01-07-01)(Pdf-dokument) Oplæg fra seminar om behandlingsskader i misbrugsbehandling afholdt d. 2. oktober 2000 i Vesterbro Kulturhus af : Steffen Jöhncke, antropolog, Københavns Universitet Eric Allouche, psykolog, Vestsjællands Amts Misbrugscenter Jørgen Kjær, BrugerForeningen Michael Jourdan, filosof Samtale- og adfærdsvejledning for klienter i metadonbehandling. af Liese Recke, eks-klient (02-02-00) Stoffri døgninstitution lukker af Thomas Strandvig, projektleder (19-08-99) Profession: Misbrugspsykolog af cand. psych. Eric Allouche (04-08-99) Heroinkrigen Liese Recke, stud. psyk (02-02-00) Svar til Lise Recke af Brian Bugge, ex-narkoman (02-02-00) Kommentar af cand.psych. Bjørn Herring (02-02-00) Narkomaner i selvudvikling af Liese Recke, stud. psyk. (02-02-00)

Debat

Profession:
Misbrugspsykolog

Af Eric Allouche, psykolog
189EA@vestamt.dk

En gammel aforisme fra Arkilokhos siger " ræven ved mange forskellige ting men pindsvinet ved en vigtig ting ". Her står ræven for smidigheden i forhold til verdens kompleksitet og pinsvinet for sammenhæng, specialisering, og kunsten i livet består i at finde en god balance mellem de to. Selv om jeg synes at pindsvin er nogle søde dyr, for mit eget vedkommende er jeg som regel ikke vild med specialister. Og ser man på pindsvin kan man konstatere at den selvsikkerhed deres specialisering giver dem, ofte får dem til kraftigt at misvurdere deres evner foran nye elementer som f. eks biler.

Det var således med blandede følelser, at jeg for nyligt blev konfronteret med min status som specialist. Gang på gang kom nogle af mine samarbejdspartnere til at betragte mig og ligefrem kalde mig for specialist i misbrugsbehandling. Selvfølgelig var jeg smigret, men samtidig brød jeg mig ikke så meget om at blive reduceret til specialist, og især ikke til misbrugsspecialist...for det første fordi der - når man lægger sin forfængelighed til side- faktisk ikke er ret meget at blive smigret over ved at blive kaldt specialist i en branche, hvor det meste fremtrædende fællestræk for "misbrugspsykologer" indtil videre har været, at de var nyuddannede og temmelig interesseret i at finde sig et andet job. Men især fordi jeg indtil for nyligt ikke kunne få øje på en speciel psykologisk viden om misbrug, og misbrugspsykolog derfor for mig at se var en blid eufemisme for specialist i ingenting.

Dette kunne i øvrigt være ret ligegyldigt, hvis ikke der lige netop p.t. var en stor efterspørgsel af specialister i misbrugsbehandlingsbranchen. Dette kan f.eks. ses af de temmelig mange annoncer inden for misbrugsbehandling, man har kunnet finde i den sidste tid i Psykolog Nyt, samt af oprettelsen af målrettede uddannelser som alkoholog/addiction councelor og diplomuddannelse for socialmedarbejdere. For slet ikke at forglemme, at man som nævnt næsten automatisk bliver betragtet som specialist, lige så snart man har været i branchen i over et par år. I den sammenhæng, hvor et helt behandlingsområde er i gang med at profilere sig, har problemet for "misbrugspsykologer" været at udvise en stærk faglighed uden at kunne referere til en markant specifik psykologisk viden.

For, hvad har psykologi at sige om misbrug ? Alt for ofte en utiltalende blanding af psykiatrilignende begreber som" impulsstyret"," jeg-svage"," kontroltab" tilsat lidt stof- og hjerne kemi plus de uundgåelige psykoterapeutiske overvejelser, afhængig af den teori man ellers anvender. Alt i alt noget som udover ikke altid at være lige interessant er med til at sygeliggøre misbrugere uden at sige noget om misbrugets særlige psykologiske natur.

Man kunne nemt stoppe her og blot erkende, at misbrugspsykologi-hvis den overhovedet eksisterer- bare er en fodnote i psykopatologiens store bog ... hvis ikke...

Hvis ikke man som psykolog var uddannet til at kunne skifte fokus, eller som Freud anbefaler det, at have en flydende opmærksomhed, og dermed også give plads til de mest underlige eller ubetydelige detaljer.

Gør man det, kan det godt være, at man ligesom jeg vil blive overrasket over i hvor høj grad misbruget ikke er en detalje, men noget der har infiltreret hele vores samfund.

Hermed tænker jeg selvfølgelig på det iøjnefaldende : at flere og flere mennesker ryger hash, drikker alkohol eller tager stoffer, men også, og især, tænker jeg på alle de uventede steder, hvor misbrug dukker op. f.eks. de mange forskellige former for adfærd som lige pludselig bliver betragtet som eller beslægtet med misbrug, som f.eks. ludomani, sexmisbrug, nogle former for spiseforstyrrelser , indkøbsformer eller internetafhængighed !

På et andet niveau kan man iagttage, hvordan misbrug er blevet til en tydelig reference- eller inspirationskilde i forskellige områder i vores kultur .Hvis det ikke længere er overraskende at høre rockmusikere tale om deres misbrug og efterfølgende behandlinger, er det til gengæld mere uventet at se, hvordan f.eks. modebranchen bevidst har forsøgt at få modellerne til at ligne narkomaner, ( "blege modeller med infaldne kinder og tomme slørede blikke i forvredne stillinger" som man kunne læse det i Politiken) i en sådan grad at Clinton for et par år siden følte sig nødt til at advare branchen om at "glorificering af heroin ikke er kreativ, den er destruktiv"

Men når det drejer sig om udbredelse af misbrug i vores kultur er det allemest interessante, det mest tankevækkende, på et helt andet niveau. Et niveau hvor misbruget er revet væk fra al form for stoffer eller sygelighed, hvor det bliver en almen kulturel reference, en reference som almindelige, sunde og velfungerende mennesker, uden det mindste misbrug, bruger for at beskrive sig selv .

F.eks udtalte Timm Vladimir for nyligt i bladet Film guiden "Jeg er en vaskeægte filmnarkoman", og i DSB bladguiden skrev Lotte Heise angående sit forbrug af dameblade "jeg er en (læse)stofmisbruger" og få sider længere fremme i det samme blad var det Katrine Salomons tur til at tilstå at "min lidenskab for det spiselige læner sig op ad decideret misbrug".

Vælger man at forholde sig til disse citater bare en lille smule alvorligt, bliver man nødt til at spørge sig selv hvad disse mennesker prøver at fortælle os ved at referere på den måde til misbrug.

Vil det sige at de lider af et reelt misbrug? En måde at forstå disse citater er at sygeligøre disse mennesker og f.eks. forsøge at vurdere i hvilket omfang den beskrevne adfærd er beslægtet med misbrug ved at kigge på mængde, hyppighed, afhængighed eller de andre parametre man ellers mener er med til at betegne et misbrug.

En anden måde at forstå disse citater er at antage at disse mennesker ved at referere til misbrug faktisk forsøger at sætte spørgsmålstegn ved "det normale forbrug".

"Det normale forbrug" kan umiddelbart virke som en indlysende ting for alle og enhver, men ved nærmere eftertanke bliver det ligeså indlysende, at forbrug ikke er en medfødt naturlig adfærd, men noget der er skabt, der har en (forholdsvis kort) historie, og som udvikler sig med tiden.

Uden at det kræver en stor historisk indsigt kan man skyde på, at vores forbrugsmåde har sine første rødder enten i kapitalismens fødsel med Adam Smith (ca. 1750), eller lidt tættere på os i den franske revolution som markerede det tidspunkt, hvor borgerlighedens tankegang sejrede over adel og gejstlighed.

Men man skal faktisk vente til begyndelsen af vort århundred for at genkende en forbrugsmåde der ligner vores (f.eks. med den voksende industrialisering i USA) og især efterkrigstiden for lige pludselig at se hele samfundet blive betegnet som det "forbrugersamfund", vi kender i dag.

I løbet af disse ca. 200 år har forbruget udviklet sig fra en tid hvor der kun var få penge og varer i omløb til vores tid, hvor der ikke længere findes grænser for det man kan få, og hvor stort set alt har en pris, samtidig med at mængden af mennesker med en betydelig forbrugskraft vokser støt.

Denne udviklings mål synes at være en guldalder, hvor alle og enhver vil have mulighed for at købe de objekter de har lyst til.

Men netop lysten er problematisk i forbruget, idet den har fået en ret paradoksal funktion.

På den en side fungerer vores forbrugersamfund på det grundlag, at vi må og skal have lyst til at købe (og købe med lyst) hele tiden, at vi må tro, at objekterne kan tilfredsstille os, måske endda gøre os lykkelige.Vi er således ikke ret langt fra at mene, at forbruget er en slags menneskeret på lige fod med frihed og demokrati som skal ud til alle mennesker for at genskabe Paradiset på Jorden.

Men på den anden side har vi nogle nærmest usagte regler, som modsiger dette, ved at begrænse måden på vi skal forholde os til objekter. Objekter får en brugsfunktion som vi skal rette os efter i vores omgang med dem og ikke følge vores fantasi, endnu mindre vores lyst. Morten Nissen giver et meget tankevækkende eksempel på det ved at iagttage at " Når det drejer sig om nervemedicin mener vi, at den korrekte brug er at dulme og kunstigt ændre ved tilstand af smerte, depression og angst. Mens det derimod er ren narkomani hvis man indtager disse stoffer for at have det sjovt eller fordi det letter det sociale samvær. Men handler det om alkohol, så gælder lige præcis det omvendte."

Her ser vi så vores lyst og evner til at være glad først blive fremstillet som en del af vores vigtigste eje for så bageefter at bliver betragtet som forbudt og sygeligt.

I denne sammenhæng bliver det normale forbrug ikke længere en indlysende adfærd, men en måde at forholde sig til dette paradoks

Den normale forbruger er rationel og følger "brugsfunktionsreglen". Han sætter sin lyst i selve indkøbet af forskellige nye objekter , som, selvfølgelig tilfredsstiller ham så lidt som en rationaliseret lyst kan. Derfra opstår den velkendte følelse af meningsløshed og frustration, når vi kigger på alle den overflod af ligegyldige tinge vi er omringet af og som skulle gøre os så lykkelige .

Misbrugeren har en anden måde at forholde sig til dette paradoks og er mere optaget af lysten end af fornuften i sin måde at forholde sig til objekterne. Han begrænser sig således til ét udvalgt objekt, som tilfredsstiller ham fuldstændig hinsides alle godkendte og rationelle brugsfunktioner.

Det er i denne sammenhæng, at misbrug bliver en populær reference. Fordi det giver en mulighed for at komme ud af rationaliteten samt repræsenterer en alternativ måde at forbrug.

Der har altid været mennesker som har taget alle mulige beruselsesmidler for at opnå de samme fysiologiske effekter som vore dages misbrugere. Men de blev ikke betegnet som misbrugere før en nogenlunde konsensus omkring det normale forbrug kom frem. Begrebet misbrug er således tæt forbundet med forbrug og det er derfor så mange mennesker som slet ikke er misbrugere refererer til det og kan genkende noget af dem selv hos misbrugere. De mærker, at det at forbruge indeholder andre dimensioner end blot det normale forbrug og det er i en bestræbelse på at beskrive og forstå disse andre dimensioner, at de kommer til at anvende begrebet misbrug. Woody Allen udtrykker på sin egen måde, at det rigtige og det forkerte, det normale og det unormale ikke er sat sammen på en så enkelt måde som vi kunne ønske det , i replikken "Er sex beskidt? Ja, kun hvis det gøres rigtigt".

Desto mere jeg arbejder med misbrugere, desto mere tror jeg at man kan være en misbrugspsykolog. D.v.s at man som psykolog kan sige noget særligt om misbrug, og at en særlig psykologisk viden om misbrug kan udvide vores forståelse både for hvad en misbruger er samt for hvad det er at være et menneske i vores tid. Men skal man af den grund begynde at betragte misbrugspsykologer som specialister ? Ligesom i Arkilokhos tid er det et spørgsmål om balance. For mig har det særlige ved at være misbrugspsykolog først og fremmest været at kunne bære at høre misbrugere sige :" du ved sikkert mange ting men jeg ved en vigtig ting du ikke aner noget om" og derefter forsøge at lægge øre til den vigtige ting (som kan være meget svær at genkende, når man ikke aner noget om den!) , give tid og rum så den kan siges, og samtidig gøre dem opmærksomme på at, også de ved mange forskellige ting, selv om de undertiden ikke aner det. Men ærligt talt, er det ikke lige præcist det mest almindelige, det mest uspecialiserede arbejde man kan forvente af en psykolog ?

Eric Allouche, psykolog