Debat - Narkomaner i selvudvikling

PDF-dokumenter
For at læse pdf-dokumenter skal du bruge Acrobat Reader fra Adobe. Programmet er gratis og kan downloades ved at klikke >>>
Indhold
Send debatindlæg Dygtige behandlere af Dan Ejstrup (27.02.08) Handlingslammelse Af Rikke Kirchheiner. (19.01.07) Skræmmejournalistik af Liese Recke, psykolog (24.01.06) Slaget om sprøjterummet af Nanna W. Godtfredsen, jurist. (Juli 2003)(Pdf-dokument) Notat om brugerrum Debat på juridisk grundlag af Nanna W. Gotfredsen, jurist (02/02/03)(Pdf-dokument) Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof. Af Nanna W. Gotfredsen, jurist (14/11/02) Tvang og uvidenhed Af Michael Jourdan, filosof, (09/11/02) Åben konference i Folketinget om en offentlig uddannelse for misbrugsbehandlere. af bestyrelsen, Fagligt Selskab for Misbrugerbehandling (12-09-02) Fra det narkotikafri til det evidensbaserede samfund? af Steffen Jöhncke (antropolog, phd-studerende, Københavns Universitet (01-08-02) ADHD, depression, bipolær lidelse og misbrug af Morten Hesse, psykolog (04-09-01) Anmeldelse af Jørgen Lumbye: Ecstasy - en nuanceret indføring. 2001. (pdf-dokument) af Karen Ellen Spannow (01-07-01)(Pdf-dokument) Oplæg fra seminar om behandlingsskader i misbrugsbehandling afholdt d. 2. oktober 2000 i Vesterbro Kulturhus af : Steffen Jöhncke, antropolog, Københavns Universitet Eric Allouche, psykolog, Vestsjællands Amts Misbrugscenter Jørgen Kjær, BrugerForeningen Michael Jourdan, filosof Samtale- og adfærdsvejledning for klienter i metadonbehandling. af Liese Recke, eks-klient (02-02-00) Stoffri døgninstitution lukker af Thomas Strandvig, projektleder (19-08-99) Profession: Misbrugspsykolog af cand. psych. Eric Allouche (04-08-99) Heroinkrigen Liese Recke, stud. psyk (02-02-00) Svar til Lise Recke af Brian Bugge, ex-narkoman (02-02-00) Kommentar af cand.psych. Bjørn Herring (02-02-00) Narkomaner i selvudvikling af Liese Recke, stud. psyk. (02-02-00)

Debat

Narkomaner i selvudvikling

Af Liese Recke, stud. psyk.
Liese@forum.dk

Abstract: Oplægget problematiserer en ensidig behandlingsmæssig fokus på selvudviklingsteknikker i forbindelse med stoffrie behandlingstilbud til narkomaner. Der efterlyses en større opmærksomhed på den politiske og sociale kontekst narkomanen indgår i, og som vi alle er en del af.

Identitetsændring som stoffri behandlingsstrategi
Samfundets forsøg på at ændre narkomaner fra socialt afvigende til socialt veltilpasset gennem straf og behandling har været forsøgt med varierende metoder i al den tid jeg kan huske. Det er ikke til at sige om ændringsforsøgene har været succesrige!Ö.. forskningen er mangelfuld. Nu er der efter et årelangt nationalt behandlingsideologisk kaos så introduceret et fænomen, som påstås at udgøre om ikke selve løsningen, så i hvert fald et vægtigt alternativ til den pædagogiske genopdragelse og medicinske behandling, der tidligere dominerede området. Her tænker jeg på de døgnbehandlingsinstitutioner (hovedsageligt privatejede) som tilbyder behandling gennem støtte til narkomanens personlige/åndelige udvikling, et fænomen som ligger i læ af en større tidstrend, den refleksive selvudvikling. Den selvrefleksive praksis introduceres i behandlingstiltagene under flere forskellige betegnelser: Tolvtrinsprogrammer, minnesotamodel, terapeutiske samfund, psykoterapi m.m. I nogle amter udgør sådanne behandlingsmodeller de eneste tilbud om stoffri behandling. Samtidig ønsker man overordnet politisk at facilitere en større brugerinddragelse på de sociale områder, herunder misbrugsområdet. Disse faktorer i forening med en markant markedsføring af især tolvtrinsbehandling tyder på at navnlig tolvtrinsprogrammerne både nu og i fremtiden kommer til at spille en væsentlig rolle i planlægningen af en overordnet behandlingspolitik. På baggrund af den nævnte udvikling på behandlingsområdet vil jeg derfor i det følgende tematisere stoffri behandling organiseret som selvudvikling og problematisere en ensidig anvendelse af en sådan model i en overordnet behandlingsstrategi.

Selvfortælling, selvudvikling og identitet
Inden jeg går videre, er det nødvendigt at gøre rede for forholdet mellem identitetdannelse og selvudvikling. Selvudviklingen kan forstås som et forsøg på at skabe en personlig identitetsmæssig sammenhæng i en sen-moderne verden hvor de fleste traditionelle identitetsskabende faktorer er i opløsning, hvad enten det drejer sig om geografiske tilhørsforhold, slægtsbånd eller tilhørsforhold til "de store fortællinger". Selvets refleksive projekt anskues således af sociologen Anthony Giddens som en videreføring af modernitetens forsøg på at søge meningsfuldhed gennem en tiltagende reflekterende individualiseringsproces. For at etablere en identitetskerne eller stabilt omdrejningspunkt i en kaotisk verden konstrueres en selvfortælling, en sammenhængende individuel livshistorie, som kan skabe en meningsfuld sammenhæng mellem fortid og nutid og angive en mulig kurs for fremtiden. Omdrejningspunktet for selvfortællingen er det individuelt oplevede liv, til nød inddrages familiekonteksten, men fortællingen som sådan fortolkes ikke ind i en social, politisk eller historisk forståelsesramme, højst i en mytologisk. Og de udsagn og den terminologi som knyttes til en selvreflekterende praksis baseres helt overvejende på personlig oplevelser og referencer. Udover den åbentlyse fordel ved at etablere en selvforståelse som kan opretholdes i en værdipluralistisk kultur rummer selvets refleksive projekt mulighed for integration af eksistentielle og moralske temaer som ellers er ekskluderet i den moderne diskurs, hvilket kan være områder der berører spiritualitet, livskriser og død. Konstruktionen foregår i forskellige mere eller mindre selvbestaltede regier, både med og uden deltagelse af selvudviklingsautorieter som psykologer, psykoterapeuter, shamaner og åndelige vejledere.

Narkomanens identitetskrise
Som jeg startede med at skrive, så går næsten al stoffri behandling ud på at ændre narkomanens adfærd og selvforståelse, og der udtænkes sindrige metoder og strategier med henblik på hvordan man faciliterer en identitetsændring hos den stoftruede narkoman. Alle mennesker reagerer nemlig spontant negativt på andres forsøg på at omdefinere ens vante personlighed. Tænk på hvilket identitetskaos nogle mennesker kommer ud i bare ved udsigten til uønsket arbejdsløshed, og for narkomanen er det langt mere alvorligt. Alt hos hende bliver problematiseret. Hendes samfundsmæssige funktion, selvforståelse, socialitet, vaner etc. Det er derfor ikke underligt at nogle narkomaner udtrykker større tillid til politiet end til behandlere. Politiets formelle funktion er nemlig at forholde sig til konkret adfærd og ikke til ens personlighedsammensætning som sådan. Når narkomanen trods alt alligevel stiller op til stoffri behandling, bør det derfor ses på baggrund af at identitetsændringens nødvendighed kan opleves som et spørgsmål om liv eller død, hvilket er en antagelse som ovenikøbet understøttes eksplicit i nogle behandlingsideologiers slagord. Og dersom man kaster et blik på det intense kontrolapparat, der er stillet op omkring den stofbrugende narkoman, er liv-død problematikken sandsynligvis en realistisk vurdering. Narkomanens normale forsvarsstrategier bliver desuden alvorligt svækkede gennem en halvpsykotisk abstinenstilstand og en social isolering i en afgiftningsinstitution. Og når en ny identitet på denne måde bliver et centralt tema for den behandlingsmotiverede narkoman, er hun modtagelig over for de muligheder for identitetsdannelse der viser sig gennem introduktionen til en praksis, som tilsyneladende tilbyder en anden mere socialt acceptabel identitet på grundlag af udviklingen af en ny livsfortælling. Den nye selvfortælling etableres og struktureres gennem bestemte ideologier og programmer, hvilket jeg vil tematisere i det følgende.

Myten om den værdineutrale selvrefleksion: "jeg mærker lige efter..."
Mange tillægger den selvrefleksive praksis en værdineutral position, forstået på den måde at deltagerne i den som regel ikke oplever at tage stilling til andet end sig selv og deres egen individuelle selvfortælling. Tilsyneladende tilbyder de selvrefleksive systemer og programmer den søgende en selvorganiseret identitetsdannelse på hendes egne præmisser med udgangspunkter i f.eks. sygdomsbegreber, emotionelle tilstande eller nære relationer. Men enhver praksis er baseret på en bestemt ideologi og arbejdsmetode med en dertil knyttet terminologi uanset om denne præmis formuleres eksplicit eller ej. For at kunne benytte en bestemt selvreflekterende praksis må narkomanen derfor i et vist omfang underkaste sig de grundlæggende metodiske og ideologiske præmisser med samt den tilhørende terminologi og fortælle sin livshistorie ved hjælp af det narrativ og de termer som eksisterer indenfor det tilbudte refleksive system. Og det gælder uanset om det drejer sig om at pleje det indre barn eller håndtere en sygdom hun lider af. Men at konstruere sin identitet udfra karakteristikker knyttet til selvet, emotionerne eller de intime relationer i stedet for arbejdsfunktioner, geografi eller samfundsklasser vægter identitetsprojektet i bestemte retninger i forhold til mellemmenneskelige relationer, og ikke mindst i forhold til muligheder for at kunne identificere og påvirke den ydre sociale og politiske virkelighed. Fortællingen om selvet (identiteten) formes i en moralfilosofisk kontekst, og der er stor forskel på om mål og metode sigter mod udviklingen af et autonomt selvrefererende individ eller om selvansvarligheden udtrykkes i form af loyalitet overfor en gruppe eller samfundet som helhed. Ligesom der er erkendelseteoretisk forskel på om det metodiske udgangspunktet overvejende er en emotionel eller en mental erkendelsesproces. Ved at benytte en bestemt metode og terminologi i konstruktionen af sin livshistorie er narkomanen med andre ord nødt til at anerkende en dagsorden af moralsk og erkendelsesteoretisk karakter, som udover at fungere som byggesten i selv-fortællingen også definerer dele af den moralske og økonomiske verdensorden. (Hvilket iøvrigt fremtræder tydeligt, når der i en offentlig narkodebat optræder tolvtrinsterminologi i et argumentatorisk forsøg på at legitimere yderligere kontrolpolitiske tiltag). At man via sin selvfortælling definerer forskellige sammenhænge i verden kan naturligvis ikke være anderledes, og fungerer da som hovedregel også uproblematisk for de fleste socialt velfungerende mennesker. Men den nyligt afgiftede narkoman tilbydes normalt ikke ideologiske valgmuligheder, og står i en helt anderledes desperat situation med hensyn til behovet for en ny identitetsdannelse end de mennesker, som benytter en eller flere selvudviklingmetoder som supplerende tillægsgevinst i et aktivt og velfungerende liv. Lad mig lige opsummere: Narkomanen får altså via et behandlingtilbud mulighed for at udvikle en ny identitet udfra konstruktion af en ny selvfortælling. Hun kan dårligt afslå eller fravælge tilbuddet, da hun befinder sig i en klemt position, ofte uden reelle alternativer. Den model hun får mulighed for at bygge sit identitetsprojekt efter, hviler på bestemte, ofte skjulte værdigrundlag. På denne baggrund rejser der sig adskillige problemstillinger og spørgsmål. Har man ret til at fratage et andet menneske sin identitet? Hvilke konsekvenser har det at en behandlings værdigrundlag er skjult for deltagerne? I hvilken grad fungerer behandlingen som konventionel opdragelse, eller måske endda som fortsat undertrykkelse af bestemte grupper? Hvilke (skjulte) succeskriterier har behandlingen ? Osv. Men eftersom det er konstruktionen af den personlige fortælling som identitetsskabende medie der her er temaet, vil jeg nøjes med at problematisere sammenkædningen med den selvfortælling narkomanen opererer med inden hun kommer i behandling:

De er ude på at tage livet af mig
Den stofbrugende narkomans samfundsopfattelse er unuanceret. Hun tror at samfundet og behandlerne er ude på at tage livet af hende, og hun føler sig derfor i sin gode ret til at bruge alle midler i en fortsat guerillakrig mod systemet. Rollen som social syndebuk tildeles hun gennem de institutioner og strukturer der holder samfundet sammen, og som foreskriver forskellige regler for almindelige borgere og narkomaner. Lad mig give et kort eksempel: Hvis min velsocialiserede mor tages i at stjæle et par strømper i Magasin, er hun sikkert kleptoman. Hvis narkomanen gør det, er hun vaneforbryder. Hvis min mor indtager benzodiazepiner, er det fordi hun har psykiske problemer. Hvis narkomanen gør det, er det fordi hun i bund og grund er og bliver misbruger. Således indgår medicin og psykiatri og den dertil knyttede anvendelse af terminologien som en del af særliggørelsen af den stofbrugende narkomanen som "anderledes". Også i kontrolfeltet er der oprettet utallige undtagelser og særregler indenfor lovgivning og praksis, hvor der gælder andre regler for stofrelaterede lovovertrædelser end for øvrige lovbrud. Stofbrugende narkomaner færdes i moralske og juridiske randområder f.eks. i forbindelse med hæleri og prostitution. Når sådanne aktiviteter omtales andre steder i samfundet sker det i forbindelse med underholdning, som formidles gennem fiktionens og pressens udnyttelse af narkomaners udstødte position, deres personlige fortællinger og den derfra afledte fokus på sammenhængen mellem stofbrugende narkomaner, (eller bare narkomanlignende typer) og organiseret kriminalitet, vold og prostitution. Eller kriminelle og moralsk forkastelige aktiviteter benævnes som sociale problemer stammende fra bestemte samfundsgrupper, i dette tilfælde grupper af socialt marginaliserede eksistenser med narkomaner i den hierakiske bund. Men i hælerianliggender og i prostitutionsmiljøer er flertallet af deltagerne imidlertid uplettede borgere, uden af det af den grund får nogen til at påstå, at det bedre borgerskab som kulturel kategori bør holdes ansvarlig for fænomenerne hæleri og prostitution, og at disse mennesker følgelig er straffe ñ og behandlingskrævende. Tværtom er det denne kategori af borgere som udvikler og opretholder politik og behandlingspraksis for en lille gruppe definerede sociale afvigere. Blandt narkomaner fortælles jævnligt anekdoter om oplevelsen af at støde på den samme personificerede samfundsstøtte i flere roller, oplevelser som kan medføre nogen begrebsforvirring.

Den dramatiske syndebuk
Det er således en konkret erfaring for den stofbrugende narkoman at blive sat uden for almindelige borgerlige/menneskelige rettigheder, at befinde sig i moralske og juridiske randområde, og der få pålagt hovedansvaret for umoralske og kriminelle aktiviteter på trods af at deltagerne heri overvejende udgøres af andre. Derudover er det en konkret oplevelse at samfundet, som det spejler sig gennem medierne, har forventninger og krav til en narkoman som bærer og fremviser af stereotype emotionelle dramaer med høj fascinations- og underholdningsværdi. Imidlertid støder man sjældent på behandlede ex-narkomaner som udviser loyalitet overfor disse erfaringer, og offentligt påpeger de umenneskelige vilkår samfundet udsætter stofmisbrugende narkomaner for. Det er derimod en velkendt oplevelse at læse og høre dramatiske personlige skildringer som enten glorificerer den enkeltes rejse fra misbrug til afholdenhed, eller som sentimentalt begræder de faldne i krigen. Næsten ingen af de involverede sætter spørgsmålstegn ved krigstilstandens præmisser, og jeg vil i det følgende forsøge at give nogle bud på hvorfor det vanskeligt kan være anderledes.

Tilpasning
Nu er det jo ikke sådan at narkomanen efter afgiftning bliver ramt af akut hukommelsestab, hun husker som regel alt for godt sine trængsler som social udstødt. Men siden det nu drejer det sig om at få de tidligere oplevelser til at udgøre byggesten i en ny sammenhængende selvfortælling, må trængslerne erindres og fortælles på en måde som er i overensstemmelse med narrativet indenfor det behandlingsdefinerede projekt. Det vil i første omgang sige at begivenheder og årsagsforklaringer skal forstås og søges indenfor et individuelt omdrejningspunkt, og i anden omgang at en af præmisserne for fremtidig succes indenfor identitetsprojektet afhænger af i hvor høj grad det lykkes at få de tidligere erfaringer formidlet indenfor behandlingens foretrukne essensialistiske forklaringsmodel. For at få succes med identitetsprojektet må narkomanen altså være i stand til at formidle en livsfortælling hvori hun optræder som ansvarlig og selvstændig aktør. Og her skal ansvarligheden som regel forstås som udvisning af loyalitet overfor konventionelle normer enten i en gruppe, i en institution eller i samfundet som helhed. Dette udelukker f.eks. muligheden for at udpege ydre socioøkonomiske faktorer som determinerende for livsforløbet, idet dette indenfor det selvrefleksive narrativ ville kunne tolkes som tegn på personlig uansvarlighed og illoyalitet. Resultatet bliver desværre at den behandlede narkoman ofte vælger at forråde sit autonome selv og omdefinere sin fortid i overensstemmelse med de på behandlingsstedet gældende normer, hvilket både kan få konsekvenser i form af en usammenhængende selvfortælling og manglende politisk og social solidaritet med den stofbrugende narkoman.

Er det samfundets skyld ?
Det er desværre blevet politisk ukorrekt at hævde at noget er samfundets skyld. En sådan påstand placerer visse steder automatisk den talende i rækken af kværulantiske og klynkende medborgere, der er bange for at tage et personligt ansvar. Men min påstand om at feltet mellem den stofbrugende narkoman og det øvrige samfund indeholder elementer, der kan karakteriseres med krigsmetaforer, skal nu heller ikke tages som udtryk for eksistensen af et samfundsbevidst konspirationskomplot rettet mod en lille gruppe medborgere. Hvis man indtager et sådant standpunkt overser man kompleksiteten i problemstillingerne og er snarere med til at grave skyttegrave end til at fylde dem op. Krigsmetaforen skal belyse nogle af konsekvenserne ved en kompleks samfundsstruktur, hvori materielle og moralske konflikter har en tendens til at udspille sig som sociale problemer. De udstødelsesmekanismer, som definerer og håndterer sociale tabere, er ikke kun placeret hos enkelte personer eller institutioner, men opererer også skjult som indlejrede strukturer og rutiner i større systemer. En sådan systemisk forståelse af udstødelsesprocessen udelukker imidlertid ikke anvendelsen af essensialistiske forklaringsmodeller, men kan bidrage til en nuancering af problemfeltet og være med til at angive alternative strategier for fremtidige interventioner.

Selvudvikling plus...
Nu kunne det på baggrund af min kritiske holdning måske se ud som om jeg ikke mener at narkomaner kan eller skal bruge selvudviklingsteknikker. Dette er overhovedet ikke min pointe. At narkomaner får adgang til redskaber og ressourcer i et selvrefleksivt projekt er et væsentligt og vigtigt fremskridt. Ikke kun fordi selvrefleksive praktikker via integration af eksistentielle temaer giver muligheder for kreative fortolkninger af misbrugets væsen og konsekvens, men også fordi selvudviklingen kan være en forudsætning for at få kræfter til at bryde en individuel social marginalisering. Min kritik går altså ikke på eksistensen af bestemte behandlingsideologier, men snarere på den ensidige og ukritiske anvendelse af selvudviklingsmetoder, som anvendt alene kommer til at udgøre en utilstrækkelig udviklingsmodel. Ikke kun i forbindelse med den enkelte narkomans selvforståelse, men også hvad angår hendes muligheder for at identificere og påvirke udviklingen af den politiske og sociale strategi på området, jvf. det politiske ønske om brugerinddragelse. Min kritik retter sig dermed også mod tendensen til at benytte fagligt ukvalificerede ex-narkomaner som behandlere og formidlere, hvorved de førnævnte problemstillinger omkring narkomaners selvforståelse næsten automatisk reproduceres. Den manglende solidaritet og identifikation med stofbrugende narkomaner er med til at svække denne gruppes juridiske og sociale position yderligere og kan være en medvirkende faktor til en fortsat marginalisering og udstødelse. Selvudviklingsmetoder bør aldrig stå alene i en socialkontekstuel behandling, og de skal naturligvis underkastes kvalitetskontrol så narkomaner i det mindste i deres behandlingsperiode bliver tilbudt samme etiske behandlingsstandard som landets øvrige borgere. Jeg mener at psykologer som faggruppe bør reflektere over den politiske og moralske dimension i deres arbejde på dette område, så fagligheden ikke anvendes til at legitimere en reproduktion af sociale udstødelses- og undertrykkelsesmekanismer overfor bestemte samfundsgrupper. Det er derfor vigtigt at prioritere metode- og kvalitetsudvikling som omfatter bredere dele af stofmisbrugsområdet og ikke at lade sig forføre til fagligt snæversyn af behandingsideologiske slagord og emotionelle personfortællinger. Dette gælder ikke mindst når vi taler brugerinddragelse, hvor essensialistiske forståelsesmodeller og tilpasningsideologier ofte stikker hovedet frem forklædt som personlige historier.

Liese Recke, stud. psyk.