Debat - Fra det narkotikafri til det evidensbaserede samfund?

PDF-dokumenter
For at læse pdf-dokumenter skal du bruge Acrobat Reader fra Adobe. Programmet er gratis og kan downloades ved at klikke >>>
Indhold
Send debatindlæg Dygtige behandlere af Dan Ejstrup (27.02.08) Handlingslammelse Af Rikke Kirchheiner. (19.01.07) Skræmmejournalistik af Liese Recke, psykolog (24.01.06) Slaget om sprøjterummet af Nanna W. Godtfredsen, jurist. (Juli 2003)(Pdf-dokument) Notat om brugerrum Debat på juridisk grundlag af Nanna W. Gotfredsen, jurist (02/02/03)(Pdf-dokument) Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof. Af Nanna W. Gotfredsen, jurist (14/11/02) Tvang og uvidenhed Af Michael Jourdan, filosof, (09/11/02) Åben konference i Folketinget om en offentlig uddannelse for misbrugsbehandlere. af bestyrelsen, Fagligt Selskab for Misbrugerbehandling (12-09-02) Fra det narkotikafri til det evidensbaserede samfund? af Steffen Jöhncke (antropolog, phd-studerende, Københavns Universitet (01-08-02) ADHD, depression, bipolær lidelse og misbrug af Morten Hesse, psykolog (04-09-01) Anmeldelse af Jørgen Lumbye: Ecstasy - en nuanceret indføring. 2001. (pdf-dokument) af Karen Ellen Spannow (01-07-01)(Pdf-dokument) Oplæg fra seminar om behandlingsskader i misbrugsbehandling afholdt d. 2. oktober 2000 i Vesterbro Kulturhus af : Steffen Jöhncke, antropolog, Københavns Universitet Eric Allouche, psykolog, Vestsjællands Amts Misbrugscenter Jørgen Kjær, BrugerForeningen Michael Jourdan, filosof Samtale- og adfærdsvejledning for klienter i metadonbehandling. af Liese Recke, eks-klient (02-02-00) Stoffri døgninstitution lukker af Thomas Strandvig, projektleder (19-08-99) Profession: Misbrugspsykolog af cand. psych. Eric Allouche (04-08-99) Heroinkrigen Liese Recke, stud. psyk (02-02-00) Svar til Lise Recke af Brian Bugge, ex-narkoman (02-02-00) Kommentar af cand.psych. Bjørn Herring (02-02-00) Narkomaner i selvudvikling af Liese Recke, stud. psyk. (02-02-00)

Debat

Fra det narkotikafri til det evidensbaserede samfund?

af Steffen Jöhncke (antropolog, phd-studerende, Københavns Universitet

Som antropolog var jeg forberedt på en spændende udflugt til lægeland ved at deltage konferencen "Maintenance Therapy: Evidence-based Practice and Integrated Treatment Approaches", dvs. "Vedligeholdelsesbehandling: Evidens-baseret praksis og integrerede behandlingstilgange", i Oslo i dagene 14.-16. maj 2002, og det levede helt op til forventningerne. Det var den femte konference i regi af organisationen EUROPAD (European Opiate Addiction Treatment Association), denne gang arrangeret i af Afdelingen for Addiktiv Medicin på Universitetet i Oslo og behandlingsenheden MARIO (Metadon-assistert Rehabilitering i Oslo). Der var mere end 450 deltagere, ret bred repræsentation fra hele Europa, og med læger med praktisk ansvar for behandling som den fremherskende deltagertype. Med over 80 præsentationer i plenum og på seminarer må denne omtale nødvendigvis begrænse sig til at være baseret på de ca. 20 som jeg kunne overkomme at dække. Jeg skal skåne læseren for min mangelfulde begribelse af de medicinske og biokemiske forskningsresultater der blev fremlagt, og nøjes med nogle mere generelle iagttagelser.

En alternativ titel på konferencen kunne have været "Ikke mere vrøvl: Hvad er de hårde kendsgerninger?" - nærmere bestemt om hvor godt metadon-behandling kan virke og hvordan den eventuelt kan kombineres og suppleres med andre behandlingsformer. Samtlige indlæg der kom ind på emnet slog fast, at godt tilrettelagt metadonbehandling har en god virkning på en række problemer hos opiat-misbrugere. I betragtning af den lidenskabelighed i debatten der ellers ofte kendetegner området, var der forbavsende lidt uenighed der blev stillet åbenlyst frem i løbet af konferencen. Deltagernes gode manerer er én mulig forklaring, en anden at konferencen overvejende havde tiltrukket dem, der var overbeviste i forvejen. En tredje mulighed - som der kan argumenteres godt for - er at der simpelthen ikke er så stor uenighed længere som der har været: Afsættet er ikke længere for-eller-imod metadon eller anden medikamentel behandling, men snarere hvordan man får denne behandling til at virke så godt som muligt. Det giver særlig god mening på norsk baggrund, hvor man fra en næsten fuldkommen afsværgelse af metadon for få år siden i dag er i fuld gang med at udbygge denne behandlingsform over hele landet, og hvor den offentlige opinion har vendt sig fra kritik af "statsjunk" til kritik af ventelisterne til samme. Tal fra det europæiske samarbejdsorgan EMCDDA viser at udbygningen er sket i hele Europa under ét, med en fem-dobling af antallet af metadonbehandlede i årene fra 1993 til 2000, til i dag langt over 300.000.

Man må formode at så kolossale ændringer i behandlingsindsatsen for stofmisbrugere har sammenhæng med andre samfundsmæssige forandringer, og ikke blot - som det blev antydet af flere indlæg - at udviklingen skyldtes god medicinsk forskning og at det endelig var lykkedes at komme igennem med metadon-budskabet over for en vrangvillig offentlighed og politikere. I Norge var det bl.a. antallet af HIV-smitte og dødsfald blandt stofmisbrugere, der skubbede på processen. Men dét spørgsmål må man til andre kilder for at få belyst nærmere. Ud fra denne konference at bedømme sker der parallelle forskydninger i den måde, som stofmisbrug, behandling og forskning i emnet bliver betragtet på. Det er oplagt, at læger nu befinder sig som (d)en helt central(e) faggruppe i indsatsen, og at de har et forventeligt behov for at uddybe deres professionelle viden, identitet og placering på området. Hele konferencen - ja, vel hele eksistensen af EUROPAD - kan ses som udtryk for det.

På den baggrund er der god logisk overensstemmelse til at opfattelsen af stofmisbrug som en sygdom blev fremført mange gange. EUROPAD's formand, den italienske læge Icro Maremmani, slog allerede i sin velkomsttale fast at stofmisbrug er en sygdom - endog en "normal sygdom" - og man både kunne og burde tilbyde misbrugere "normal behandling" på lige fod med andre patienter. Og som det er tilfældet i behandlingen af andre sygdomme bliver udviklingen og tilpasningen af forskellige farmakologiske midler til forskellige typer af patienter og tilstande et helt afgørende spørgsmål. En del af konferencen var da også viet undersøgelser af forskellige midlers virkninger i bestemte sammenhænge og over for bestemte personer. En grundtone for konferencen blev også lagt af den amerikanske forsker Mary Jeanne Kreek der fortalte om det neurobiologiske grundlag for opiat-afhængighed. Hun mente at forskningen i det genetiske element i misbrug var lovende med henblik på at kunne forstå, hvorfor nogle mennesker er mere tilbøjelige til at udvikle afhængighed end andre, uden at hun fraregnede miljø-faktorer og stoffernes varigt forandrende virkninger. Hun mente således at man ville kunne forklare hvorfor nogle mennesker bliver afhængige næsten med det samme, mens andre er længere tid om det.

I denne udvikling er det ikke kun spørgsmålet hvad der skal forskes i, men også måden det skal gøres på, der bliver centralt. En bestemt form for forskningsmetode - nemlig de såkaldte randomiserede, kontrollede forsøg, hvor man fordeler undersøgelses-personer tilfældigt til to eller flere grupper, der behandles forskelligt, og så sammenlignes - blev flere gange hævdet som "den gyldne metode", der står over alle andre måder at lave undersøgelser på. Kronen på dette værk er systematisk at sammenligne et stort antal sådanne undersøgelser og udlede en fælles lære af dem. Det regnes som "evidens" - den højeste form for viden. Men i et af konferencens få egentligt kritiske indlæg hævdede den engelske forsker Michael Gossop at den form for forskning var overvurderet, og at der var megen viden man ikke kunne få på den måde: Man afskar simplethen sig selv for indsigt ved kun at regne med resultater af denne forskning. Odd Søreide fra det norske center for medicinsk teknologi-vurdering mente derimod at målet måtte være at basere alle beslutninger om behandling på evidens, og sortere alle andre samfundsmæssige og politiske faktorer fra som den forstyrrende støj de er.

Et af problemerne er imidlertid at det ikke er alle elementer af behandling, der lader sig særligt godt undersøge ved randomiserede, kontrollerede forsøg. Indtagelse af bestemte doser præparater på bestemte måder over en bestemt tid er lettere at holde styr på og beskrive, end hvad der sker i psykosocial rådgivning og pædagogiske aktiviteter: Man kan godt beskrive før-og-efter, men der er så mange faktorer på spil at det er vanskeligt at vide præcist, hvad der har virket hvordan i forløbet. Hvis kravet om evidens-basering tages bogstaveligt, kan der være ting man må holde op med at gøre - ikke fordi man ved de ikke virker, men fordi man ikke kan bevise videnskabeligt at de gør det. På den måde kan narkobehandling tage turen fra den ene yderlighed til den anden: Fra "alt er tilladt" bare man kalder det behandling, til en stram teknokratisk styring af indsatsen.

Man kan spørge sig hvad der lades tilbage til offentlig debat og politisk stillingtagen, hvis "evidens" er det eneste der tæller, og alt andet - det vi plejer at kalde samfundslivet - er "støj". Det kan i hvert fald blive svære at gøre sig gældende i debatten hvis sandheden defineres snævrere. Men her skal man ikke glemme at forestillingen om "det evidensbaserede samfund" naturligvis ikke er mindre moralsk og politisk end forestillingen om "det narkotikafrie samfund". Det er bare nogle andre værdier og interesser, der viser sig.